Fortsæt til indhold

Stor forskel på kommuners behandling af byggesager

Sagsbehandlingstiderne på byggesager i de nordsjællandske kommuner svinger fra 9 til 35 dage i gennemsnit

Arkiv
Steen Trolle

byggeri Der er flere ugers forskel på sagsbehandlingstiderne af byggesager i kommunerne i hovedstaden. I Vallensbæk tager det bare ni dage fra kommunen har modtaget alle relevante informationer, og til en borger eller en virksomhed har fået svar i en byggesag. I Furesø, Ballerup og Frederiksberg går det også stærkt. Her er svarene hhv. ni og 11 dage undervejs. Til gengæld skal man have godt med tålmodighed i Glostrup og Lyngby-Taarbæk. Glostrup bruger 51 dage på at svare. Lyngby-Taarbæk er 46 dage om et svar. Det viser en opgørelse, som Dansk Byggeri har lavet på baggrund af sagsbehandlingstiderne i 2015. De fleste kommuner overholder dog de servicemål, som de selv har offentliggjort på deres hjemmeside. Ifølge opgørelsen fra Dansk Byggeri er det kun Gribskov, Albertslund og København, der ikke kan leve op til egne servicemål, mens Herlev og Ishøj som de eneste ikke har offentliggjort servicemål for byggesagsbehandlingen. Alle øvrige kommuner er hurtigere til at svare end den tidsfrist, de lover på kommunens hjemmeside. Det er dog så som så med ambitionsniveauet i en del kommuner. Der er kun otte kommuner i Hovedstadsområder, som svarer indenfor 14 dage. Ti af kommunerne er 15-29 dage om et svar, mens syv er 30-49 dage om at give svar. Hos Dansk Byggeri er glæden afdæmpet over, at kommunerne kan holde deres egne servicemål. ”Det er selvfølgelig altid en glædelig overraskelse, hvis byggetilladelsen dumper ind af døren hurtigere end forventet, og det gør den heldigvis i langt de fleste kommuner. Men nogle kommuner har en ret lang elastik i deres servicemål. Det ligner en helgardering mod alverdens forsinkelser,” siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, til organisationens hjemmeside.