Køges nye filmpalads tager form
Fra sommeren '17 vil der sidde små purke på cowboyrækken og tænke: "Vi skal også lave film", forudser Peter Aalbæk om Køges nye biografkompleks, der åbner til sommer. I denne uge var der rejsegilde
Køge Bios ene sal har længe sat grænser for antallet af filmoplevelser i Køge, og mens nye biografer er skudt op rundt omkring i andre større byer de seneste årtier, så har biografgængerne i Køge levet med de begrænsninger i filmudvalget, som en enkelt sal medfører.
Men det er slut til sommer, for da slår Nordisk Films nye biograf dørene op til et nyt biografkompleks, som kommer til at ligge lige så centralt, som Køge Bio gør i dag.
Onsdag i denne uge var der rejsegilde for byggeriet, hvor man nu for alvor kan begynde at se konturerne til de seks biografsale, som den nye biograf vil rumme.
"Den vil sikre, at vores børn, børnebørn og oldebørn vil kunne se alle de film, de lyster - uden at skulle være afhængig af en enkelt sal på Torvet. Og den kan ikke ligge bedre end her i hjertet af Køge. Bedre lokation findes ikke i Danmark," sagde biografdirektør Laila Christensen i forbindelse med rejsegildet.
Også den lokale filmmand Peter Aalbæk var med ved rejsegildet, og også han ser frem til indvielsen af den nye biograf til sommer.
"Det er dejligt, at det bliver til noget, efter vi har snakket om det i 20-30 år," sagde han og fortalte om, hvordan hans interesse for film blev født i Køge Bio. Han fortalte, hvordan han har siddet i Køge Bio og mærket de små hår rejse sig til skrækfilm, lyttet til Ennio Morricones mesterlige musik til westerns, set spændende James Bond-film og mange andre film.
"Køge og film er uadskillelige størrelser for mig. Det er her, jeg første gang mærkede filmens magi. Nu kommer der en ny biograf, og fra sommeren '17 vil der sidde små purke på cowboyrækken og tænke: "Vi skal også lave film", sagde han.
Borgmester Flemming Christensen ser samtidig fine perspektiver for Køges kulturliv som helhed, når man åbner den nye biograf.
"Den nye Nordisk Film-biograf bliver en vigtig del af det nye kulturtorv. Det bliver Danmarks bedste biograf, og den passer fint til det rige kulturliv, Køge har, så vi er glade for, at Nordisk Film har valgt at lægge en biograf her i byen," sagde han.