Faldende antal asylansøgere lukker skole i Havnbjerg

Solen skinner i Havnbjerg. Det gør den ikke i Syrien. I hvert fald ikke den dag, hvor Maya måtte tage sin veninde under armen og flygte fra det, der skulle være en skole – nu er det en ruin.
”Bomber og høje brag,” fortæller Maya, mens hun med armene viser, hvor store bragende var. Hun tager hænderne til hovedet.
Barzan, der eftersigende skulle være en fætter til Maya, lægger sin hånd på hendes hoved, kigger hende op i ansigtet og siger noget på arabisk, der får den tyngede pige til at rette sig op og fortælle videre.
”Jeg bliver ked af det, fordi jeg så jo mine venner dø,” svarer Maya.
Maya er 15 år gammel, en smule teenagertræt, hendes livret er cola og chips, og så går hun i skole. På det punkt ligner hun mange jævnaldrende danskere. Det er dog en anden baggage, end de fleste danske børn kan nikke genkendende til, som Maya har med sig, når hun 1. oktober skal starte i en almindelig, dansk folkeskole.
”Vi har fået asyl i Roskilde, min familie og jeg,” fortsætter Maya med et lille smil på læben, ”Nu kan jeg starte et liv - eller det håber jeg i hvert fald.”
Og netop den uvished, som Maya understreger, er en fællesnævner hos eleverne på Havnbjerg Asylskole, der alle er flygtet fra henholdsvis Syrien og Kuwait. Hver især er deres fremtid afhængig af, hvorvidt familien får asyl. Nogen af dem har sat deres fingreaftryk i Tyskland og skal tilbage dertil, andre har fået asyl i Danmark, og de sidste lider endnu en uvis skæbne.
”Det er hårdt at følge med i,” fortæller klasselærer Sara Sapio Dowezeit, ”De kommer dag efter dag og beretter om, at de nu har fået lov til at blive, at de nu kan flytte i et rigtigt hus, og at de nu kan blive glade igen. Det er hårdt fordi, at vi godt ved, at sandheden er en anden. Det er en kamp for familierne at finde sig til rette i et nyt land, en ny kultur og med en helt anden måde at leve på, og det afspejler sig i børnene.”

Kun 14 børn tilbage

Vi afbrydes for en kort bemærkning af en mindre dreng, der fortvivlet opsøger en voksen. Hans blik er stift og hans øjne er ængstelige. I stikboldkampens hede bliver han magtesløs og kan ikke håndtere presset, fortæller Sara Sapio Dowezeit, ”Det er svært at svare på, om det skyldes krigstraumer eller, om det har andre årsager, men en ting kan jeg sige med sikkerhed, de her børn er utrygge og tynget af deres situation.
Der er nu 14 elever tilbage på Asylskolen, der hører under Jammerbugtkommunes regi ligesom asylcentrene i Nordborg og Sønderborg. Inden sommerferien 2016 var elevtallet oppe på 48 fordelt på fire klasser. I dag er der to klasser tilbage.
”Det faglige niveau var mere rettet mod den enkelte, da vi kunne tilbyde eleverne en mere alderspræciseret klassefordeling, dog ser det ud som om, at de trives en smule bedre socialt nu end tidligere,” forklarer Sara Sapio Dowezeit. Maya nikker genkendende, og ser beundrende op på sin lærer.
”Jeg vil også være lærer. Jeg vil være lærer i Danmark ikke i Syrien, det land er jeg bange for – jeg skal bare blive lidt bedre til dansk,” fortæller Maya. Trods det, at hun kun har opholdt sig elleve måneder i Danmark med kun fire måneders skolegang, er hendes dansk rigtig flot.

Elsker matematik

Maya er blandt de piger i klassen, der har været så 'heldige' at have gået i skole i Syrien. For sidemakkeren Odel, ser det ikke sådan ud. Odels familie havde ikke statsborgerskab i Kuwait, hvor de er flygtet fra, derfor har hun og sine søskende ikke gået i skole – hverken drenge eller piger.
”Jeg har altid elsket Matematik, men vi havde også fag som engelsk, musik, geografi og arabisk i skolen i Syrien,” fortæller Maya, mens Odel kigger på. Det er tydeligt at se, at Maya altid har været en pige, der har været glad for at gå i skole.
Til spørgsmålet om, hvilke fritidsinteresser Maya havde i Syrien, kigger hun undrende. Lærerinde Sara må forklare, hvordan man kan lave noget efter at have været i skole – noget man har lyst til og synes er spændende.
”Hmm…. Jeg hjælper min mor, det gør jeg stadig. Vi laver mad og gør rent,” siger Maya.

I Danmark skinner solen

Hvad det er for en fremtid, der venter Maya i Roskilde, vides ikke, men Maya har en plan.
”Uanset hvad, så vil jeg aldrig tilbage til Syrien, heller ikke selvom bomberne stopper. Danmark er et godt land, solen skinner her og folk er gode ved hinanden – det kan jeg godt lide.”
En barriere, som lærerne på Asylskolen i Havnbjerg ofte møder, er børnenes manglende evne til at udtrykke sig ikke kun sprogligt også visuelt.
”De er slet ikke vant til at skulle beskrive og forklare med billeder. Det kan have at gøre med deres religiøsitet, men jeg tror også, at der for mange af de her børn har ligget en plan for, hvordan deres fremtid skulle se ud. Pigerne skulle passe en husholdning, og drengene har skullet i samme erhverv som deres fædre eller onkler. Det er en stor opgave, de bliver sat på, når de møder den danske kultur og tilgang til ligestilling og aktivering generelt,” fortæller Sara Sapio Dowezeit.
Ikke kun antallet af børn fra Syrien og Kuwait er reduceret. Antallet af flygtninge, som Sønderborg Kommune skal finde boliger til og integrere i 2016, er i stærk tilbagegang.
Udlændingestyrelsen har 31. august justeret landstallene for det antal flygtninge, der ventes til landet.
I 2016 ventes 7500. Det betyder, at man i Sønderborg kommune må forvente at skulle huse 241 flygtninge, hvor man på nuværende tidspunkt har modtaget 107 flygtninge siden årsskiftet. For 2017 forventer man nu 8500 flygtninge på landsplan.