Fortsæt til indhold

Sprælske koncerter for hele familien

Aabenraa Musikskole er igen klar med en håndfuld koncerter, der er målrettet mindre børn mellem fire og ni år

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Aabenraa Musikskole er klar med fire nye kamæleonkoncerter, som finder sted i NygadeHuset frem til februar.
Hovedformålet med koncerterne er at give de yngste borgere en fantastisk og anderledes oplevelse.
“Det er først og fremmest, fordi vi synes, det er vigtigt. Børnene er så vant til, at musik er noget, der kommer ud af deres computer eller iPod,” lyder det fra leder af Aabenraa Musikskole, Edna Rasmussen.
Kamæleonkoncerterne skal også være med til at vise børnene musikere, der spiller på rigtige instrumenter.
“Vi har jo med professionelle musikere at gøre, som virkelig forstår at håndtere deres instrument. Det er også noget, vi gerne vil vise frem for børnene”.
Hun glæder sig til at sætte koncerterne i gang med et gensyn med gruppen HeartBeat på fredag kl. 16.30.
”Her har vi med topprofessionelle musikere at gøre. De kan tryllebinde både børn og voksne fra første tone,” fortæller Edna Rasmussen videre.
Heartbeat leverer en sprudlende koncert af genren Stomp, som er musik på alt andet end gængse instrumenter, og der spilles på hvad som helst.
Kamæleonkoncerterne er en fast bestanddel af musikskolens tilbud.
“Det stammer faktisk fra før kommunesammenlægningen, hvor vi var med i et forsøg i Rødekro. Vi blev så begejstrede, at vi meldte os under fanerne til at videreudvikle konceptet, som nu efterhånden er blevet til et landdækkende projekt, der gennemføres med støtte fra staten,” forklarer Edna Rasmussen videre.
Efter fredagens koncert med Heartbeat følger SaltoMortale den 11. november, Ulla Abdullas Cocobongeband den 27. januar og Virelai den 24. februar.

Fakta:
Koncerterne finder sted i samarbejde mellem Kulturelt Samråd, Levende Musik i Skolen og Aabenraa Musikskole
Billetter til koncerterne kan købes ved indgangen
Mere info på aabenraamusikskole@aabenraa.dk