Et nyt hold og en ny titel
Den 4. oktober starter billetsalget til næste års revy, der har fået titlen 'Når enden er go'
Selvom klapsalverne fra dette års Sønderborg Sommer Revy dårligt er døet ud, så er den nye sæson så småt i gang. Billetsalget starter den 4. oktober pr mail på billet@sommerrevy.dk eller direkte fra revyens hjemmeside sommerrevy.dk. Telefonsalget starter den 7. februar 2017.
Revyen har fået titlen 'Når enden er go' og for at garantere, at enden virkelig er go', har Revydirektør Leif Maibom igen samlet et stjernespækket revyhold bestående af nogle gengangere, én der kommer tilbage, og én der er med for første gang. Gengangerne er Jeanne Boel, der også instruerer, Rasmus Krogsgaard, Leif Maibom og kapelmester Thomas Pakula. Hende der stærkt savnet kommer tilbage er Lone Rødbroe, og den nye dreng i klassen er Jacob Morild.
Virkelig stjernespækket
"Og det er altså ingen overdrivelse at kalde holdet et ‘stjernespækket revyhold'. Alle på holdet har fået eller være nomineret til revypriser som Årets Dirch, Årets Mandlige Revykunstner, Årets Kvindelige Revykunstner, Årets Revyforfatter, Årets Bedste Parodi og Årets Revykomponist," lyder det fra Leif Maibom.
"Desuden har Sønderborg Sommer Revy de sidste to sæsoner være nomineret som ‘Bedste Revy' både ved Revyernes Revy og ved TV Charlies RevyGalla. Så der er lagt op til endnu en forrygende revysæson i Sønderborg," lover revydirektøren.
Revyen blev i år - udover de gode skuespilpræstationer - også rost for tekstniveauet. Og mon ikke det skulle kunne lade sig gøre at bevare dette - eller måske ligefrem hæve det nok engang? Alle tre herrer på scenen har i hvert fald været kåret som ‘Årets Revyforfatter'. Jacob Morild endda fire gange, Leif Maibom to gange og i år løb Rasmus Krogsgaard også med denne pris.
Uden mad og drikke
Ligesom revyen har haft publikumsfremgang, har Comwell også haft endnu flere spise- og overnatningsgæster i år. Og hotellets nye køkkenchef Klaus Græns ser det derfor som sin vigtigste sommeropgave at leve op til dette og give menuerne nok et løft.
Den traditionelle sommer-buffet står som sædvanligt klar til gæsterne i Restaurant Revyen, i Restaurant Bellevue serveres revy-menuen ved bordene, og så er der før alle eftermiddagsforestillingerne mulighed for at nyde en lækker frokost buffet.
Spilleperiode
Revyen får premiere den 3. juni 2017 efter tre forpremierer. Sidste spilledag bliver den 29. juli. I alt er der sat 43 forestillinger til salg.
Der spilles dobbeltforestillinger fire lørdage i spilleperioden kl. 15 og kl. 20. Og da der er stor interesse for eftermiddagsforestillinger flyttes aftenforestillingen lørdag den 8. juli. og lørdag den 15. juli til en eftermiddagsforestilling kl 15.