Fortsæt til indhold

Positivt flygtninge-nyt til Støjberg

Ministeren hørte om gode resultater i Roskilde ved V-møde hos Skoda

Arkiv
Arkiv

Inger Støjberg (V), der er både Udlændinge-, bolig- og integrationsminister, fik en succes-historie med hjem, da hun var til møde med partiet i Roskilde. Emnet var bedre integration både af nytilkomne flygtninge og de, som har været i Danmark gennem flere år, uden at få rigtig kontakt til arbejdsmarkedet. Mødet foregik i det store salgslokale hos Bilcentret på Københavnsvej, hvor værtsparret var de lokale Skoda-forhandlere Hanne og Benny Bøg Jensen Både han og Saber Rasuli kunne fortælle, at den hurtigste vej findes til integration findes på arbejdsmarkedet, både når det gælder om at lære dansk og forstå, hvordan samfundet her fungerer. Saber Rasuli ejer og driver værkstedet '5-stjernet bilklargøring', der i dag har 11 ansatte, alle med anden etnisk baggrund. Han er selv flygtning fra Afghanistan og har arbejdet gennem alle de 10 år, han har boet i Danmark.. Begge var enige om, at man selv skal ønske det, for at blive integreret i samfundet og forstå demokratiet. Inger Støjberg understregede, at der følger pligter med, og man også skal turde stille krav til flygtningene.

Dem og os

Venstres nye lokale folketingskandidat, Lars-Christian Brask, der samtidig er i byrådet, ønsker en hurtigere og mere smidig administration i kommunen, når en virksomhed vil ansætte en flygtning. Han fremhævede samtidig, at Roskilde allerede gør meget for at ‘screene og matche’ flygtningene med ledige job. Her må virksomhedsejerne og andre meget gerne hjælpe til, for det er en fælles opgave. - Vi skal undgå, at det bliver en ‘dem og os’-situation, og jeg er ret overbevist om, at hvis vi vedbliver med at bruge sunde argumenter overfor Erhvervslivet i Roskilde kommer vi langt. Vi må hjælpes ad, sagde Lars-Christian Brask. Bent Jørgensen, der er leder for Venstre i Roskilde Byråd og formand for udvalget med ansvar for integration, var enig med Brask. Han nævnte samtidig den store udfordring Roskilde Kommune har med at finde boliger til de nye flygtninge og på sigt måske også deres familier. Inger Støjberg lovede til sidst også at tage den positive Roskilde-historie om vellykket integration i bilbranchen med sig.