Fortsæt til indhold

Ny udstilling fortæller tilflytternes historier

'Pionér - Vores historie' åbnede i lørdags på Esbjerg Hovedbibliotek. Lokalavisen Esbjerg var med på en kigger

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Klumme: Hvordan har tilflyttere det, når de ankommer til Esbjerg? Hvordan har de oplevet mødet med byen? Og hvorfor er de endt i lige præcis Esbjerg? Det er bare nogle af de spørgsmål, som den nye udstilling 'Pionér - Vores historie' på Esbjerg Hovedbibliotek forsøger at svare på ved at lade nye såvel som gamle tilflyttere fortælle deres historier. Det sker med billeder, tekst og genstande fra tilflytterne, som ikke bare fortæller deres personlige historie, men også er med til at fortælle Esbjergs.

Forskellige baggrunde

Jeg er selv for nylig flyttet til Esbjerg. Derfor var det passende for mig at tage et smut forbi åbningen af udstillingen i lørdags for at se, hvilke tanker andre tilflyttere er kommet hertil med.
Personligt er jeg kommet til Esbjerg på grund af arbejde. Jeg havde på forhånd ingen relationer til byen. Ingen familie eller venner her, og faktisk havde jeg ikke engang været i byen, før jeg flyttede hertil.
Selv om der er forskel på ens grunde til at flytte til Esbjerg, så er det den samme bærende udfordring, man som tilflytter har med i bagagen blandt tingene i flyttekasserne: Man skal lære en helt ny by at kende og skabe sig en omgangskreds.
Det er også det, som præger udstillingen, der består af knap 20 personportrætter. Alle med forskellige baggrunde. Nogle er flygtet fra hjemlandet på grund af krige, andre har måtte skifte deres hjemby ud på grund af arbejde, og så er der dem, som har været nødt til at flytte for at være sammen med deres familie. Men alle har den fælles titel, at de er tilflyttere.

En unik oplevelse

For mig var det spændende at læse andres opfattelser af mødet med Esbjerg, men jeg er sikker på, det er lige så spændende for indfødte esbjergensere at få indsigt i, hvordan det er at flytte til byen.
Om det så er havnearbejderen, der flyttede hertil for over 100 år siden for at skabe en god indtægt, eller om det er krigsflygtningen, som er havnet i byen i håb om, at der her var fred. Alle beretninger er med til at give en forståelse af byen, som kan bruges, når der i fremtiden flytter endnu flere hertil.
Derfor er udstillingen en unik oplevelse, som ikke blot giver forskellige personlige historier fra nye esbjergensere, men også giver én forståelse og indsigt. En udstilling, som jeg klart anbefaler at besøge på Esbjerg Hovedbibliotek. Udstillingen kører frem til 31. januar næste år.