Nu åbner den nye McDonald’s i Erritsø
Når restauranten åbner 30. september, bliver det Ronald McDonald, der klipper den røde snor kl. 11
Håndværkerne har næsten lagt sidste hånd på byggeriet, da Lokalavisen Fredericia kigger forbi den nye McDonald's i Erritsø. Den åbner på fredag, 30. september klokken 11.
“Det føles jo som juleaften, da jeg var barn. Jeg glæder mig rigtig meget,” lyder det fra franchisetager Peter Larsen, der i forvejen har fire restauranter.
“Den her er altså noget særligt. Jeg er meget begejstret for byggeriet, og beliggenheden er unik lige ved motorvejsafkørsel 59. Samtidig forventer jeg mig meget af det nye bestillingskoncept.”
De 572 kvadratmeter er fordelt på to etager. Lige inden for bliver gæsterne mødt af tre store digitalere standere med seks bestillingsskærme, hvor man kan bestille sin mad. På 2. etage er der også en stander med to skærme. Konceptet hedder 'Din McDonald's', og bliver i disse år ruller ud i hele landet.
Når gæsterne har bestilt maden bliver den tilberedt efter konceptet 'Made4You', hvor maden først bliver lavet i det øjeblik, gæsten har bestilt den.
“Nu vil vi bare i gang. Vi har haft 25 ansatte i Ringsted, hvor de har kørt med det nye system, og vi har ansat folk, som kan vejleder gæsterne ved skærmene, så vi er godt klædt på til åbningen.”
Høj Pylon
Hvad er det mest spændende lige nu?
“Det er hvor mange gæster, der kommer. Nyhedsinteressen vil sikkert være stor, men til hverdag er der også rigtig meget trafik i området. Vi får i øvrigt opsat en 30 meter høj pylon med logo, så restauranten bliver synlig fra motorvejen, ja helt fra Lillebæltsbroen” fortæller Peter Larsen.
Alt det nye udstyr bliver kørt i stilling første gang to dage før åbningen.
“Her skal vi præstere første gang. Alle medarbejdere og deres familier er inviteret. Der kommer et par hundrede gæster i to hold, så vi kan teste alle procedurer. På den måde er vi 'varmet op' til om fredagen.”
Ronald McDonald
Når restauranten åbner 30. september, bliver det Ronald McDonald, der klipper den røde snor kl. 11. Herefter kan burgerhungrende gæster besøge den nye restaurant. Ronald McDonald vil kl. 11-15 være i restauranten, hvor han viser sine tryllekundskaber og laver ballondyr. Kl. 14-17 og kl. 20-23 vil DJ Albrechtsen spille i restauranten. Og kan man ikke nå forbi på åbningsdagen, så tryller Nicolai søndag kl. 15-19.