Fortsæt til indhold

Unge kræftramte mindes med graffiti

Det tog over et år, at nå fra idé til virkelighed. I sommers blev Ung Kræfts graffitivæg i Vissingsgade færdig.

Arkiv
Af Anne Smedegaard

Ballerinaer, bjørne og blyanter. Kræft kan være så meget andet end bare kemo, sygdom og uvished.
Det beviste daværende gruppeleder hos Ung Kræft, Didde Skov, da hun for mere end et år siden fik en idé. En idé, der i sommers endelig blev til virkelighed. En stor, graffitimalet væg, til ære for og minde om unge med kræft.
“Det skal være et sted, hvor deres familie eller venner kan gå hen og mindes, eller de selv kan gå hen og mindes, hvis de ryger i et tilbagefald, eller det bare er en lorte dag,” forklarer Didde Skov.

Startskuddet

Idéen fik hun til Jelling Festivalen sidste år, og hun har kæmpet med næb og klør for at få den sat i værk siden.
“Det kunne være så fedt at få lov til at udtrykke sig den vej, for det kan være så skide svært med ord,” forklarer Skov.
Og især når man er ung, mener hun.
“Det er noget helt andet, der er på spil her. Man vil livet så meget, og man var lige begyndt at tage hul på det,” forklarer hun. Graffitikunstneren Don Dato, der har malet en stor del af væggen, var en af de nemmeste at overtale.
“Han kunne jo se på mig, at jeg ikke kunne slippe det, og så sagde han: 'Det var en skide god idé. Det vil jeg gerne'. Og så startede det som sådan et lille projekt, men pludselig voksede det,” forklarer Skov.

En hård kamp

Efter kontakt med både borgmesteren, politikere og erhvervsliv og mindre diskussioner med Teknik og Miljø, fik hun og Ung Kræft endelig lov til at lave tre projekter; værket i DGI-huset, bannerne og væggen i Vissingsgade.
Pludselig var det et stort og dyrt projekt. Så Didde Skov gik til medierne, søgte puljer og gik fra dør til dør.
“Jeg var simpelthen ude og bede om godt vejr. Om folk havde en 50'er eller en 100-krone seddel, og så gik det bare stærkt. Jeg tror, i løbet af to-tre måneder, så var vi i hus med alle pengene,” forklarer hun.
Den 27. juni svingede hun, Don Dato og de unge kræftramte de første graffitidåser, og en uge senere var hele væggen malet.

Betydningsfuldt

Hvert billede, hvert motiv har en betydning, en historie. De symboliserer alle én i Ung Kræft gruppen, både døde og levende.
“De to drenge, som er øverst på væggen, de kunne desværre ikke selv være med til at male. Det nåede de ikke,” forklarer Didde Skov.
Men med skulle de. Det skulle de alle. En pige i gruppen kom endda ned og malede samme dag, som hun skulle have stråler.
“Så har hun lige fået lov til at komme af med noget, og fået lov til at sætte sit mærke. Hvordan hendes forløb end ender, så har hun fået lov til at give udtryk for noget, som hun sidder i lige nu,” forklarer Didde Skov.