Sydjyske mænd får mere rabat på boligkøb end kvinder
Meget tyder på, at når kvinder først har forelsket sig i en bolig, så vil de hellere sikre sig nøglen til boligen i stedet for at forhandle yderligere om prisen, mens mænd besidder en større risikovillighed
Den lille forskel mellem mænd og kvinder er slet ikke så lille, når det kommer til forhandlinger på boligmarkedet. For mens kvinder holder sig tilbage, når prisen på boligen skal forhandles, går mænd mere til stålet.
Det viser en gennemgang af alle bolighandler foretaget via danbolig de seneste tre år, hvor der kun står ét navn på købsaftalen, og resultatet er nedslående læsning for kvinder. Ifølge analysen lavet af danbolig og Nordea Kredit får kvinder nemlig ikke forhandlet prisen nær så meget ned som mændene.
I Sydjylland har mænd fået et gennemsnitligt afslag på 8,3 procent i perioden fra 2014 til 2016, når de har handlet bolig alene, mens kvinder har opnået et afslag på 5,9 procent. Den store forskel er ærgerlig, mener boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
“Det er mange penge, kvinder snyder sig selv for ved at bøje for hurtigt af, når prisen skal forhandles. Hvis vi spørger kvinderne selv, vil de helt sikkert have mange bud på, hvor de hellere ville have brugt de penge, som de kunne spare ved at presse hårdere på til slutforhandlingen,” siger hun i en pressemeddelelse.
Mænd overhaler kvinder i Nordjylland
Tager man udgangspunkt i en bolig i Sydjylland, hvor den sidste udbudspris er sat til 1 mio. kroner, så svarer mændenes afslag til, at de opnår en rabat på 83.000 kroner, mens kvinderne opnår en rabat på 59.000 kroner. Dermed er mændenes afslag 40 procent højere end kvindernes.
Tallene overrasker indehaver Jan Schmidt Pedersen fra danbolig Esbjerg. I sit daglige arbejde oplever han ikke stor forskel på mænd og kvinder, og størstedelen af de kvinder, som butikken har haft kontakt med, er lige så dygtige forhandlere som mændene.
“Men vi oplever nogle gange, at når kvinder først har forelsket sig i en bolig, så vil de hellere sikre sig nøglen til boligen i stedet for at forhandle yderligere om prisen, mens mænd måske har en lidt større risikovillighed i de afsluttende forhandlinger,” siger han.
Husk hjørnetænder
Tendensen går igen i alle landsdele, i alle 3 år og på både ejerlejlighedsmarkedet og husmarkedet. Der er derfor næppe tale om en tilfældighed men snarere en tendens, hvor kvinderne snyder sig selv, ved ikke at presse hårdt nok på, når prisen skal forhandles.
“Eftersom tendensen er tydelig over hele landet, er det svært at forestille sig, at det kan skyldes ret meget andet end køn. Forklaringen er nok, at kvinderne er ikke nær så aggressive, når de forhandler, og ikke tør eller vil presse sælgerne lige så meget som mændene,” siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer:
“Det bedste råd, man derfor kan give til kvinderne, er, at de bør være opmærksom på problemstillingen, og at de bør tage både hjørnetænder og rejste børster med, når den endelige pris skal på plads. I modsat fald risikerer de at betale en højere pris end en tilsvarende mand ville have gjort.”