“Jeg opfordrer folk til at bruge ny app”
Jane Jegind (V), rådmand i By- og Kulturforvaltningen, erkender, at det i øjeblikket ikke er let at komme ind til centrum i bil.
Letbane-graveriet er skyld i problemerne. Men lukningen af Thomas B. Thriges Gade har også gjort det markant vanskeligere for bilisterne at navigere rundt i bymidten, mener rådmanden.
“Et flertal valgte at lukke en kæmpe trafikåre mellem nord og syd. Det betyder, at op mod 25.000 bilister hver dag må søge nye veje igennem centrum,” siger Jane Jegind.
For at løse de trafikale problemer opfordrer Jane Jegind Odenses borgere til at bruge kommunens nye app “Odense parkering”.
“Den giver et overblik over, hvor du kan finde ledige p-pladser her og nu. Den kan downloades både til iPhone og Android,” fortæller rådmanden.
Jane Jegind hæfter sig ved, at 500 p-pladser under Thomas B. Thriges Gade indvies på lørdag. Dem kan du læse mere om på side 30 i avisen her.
“Vi får mange p-pladser tilbage, som har været væk i flere år,” påpeger hun.I forhold til gratis parkering er det en umulig opgave for kommunen.
“Langt de fleste p-pladser er ejet af private virksomheder. Ligesom butikker skal de have driften til at hænge sammen. Vi kan købe dem fri, men det har vi slet ikke budget til,” siger hun.