Fortsæt til indhold

Fra Sønderborg og så videre

Der er en verden udenfor Sønderborg, og via den lokale lufthavn er den nem at komme til. Det skal ny kampagne gøre opmærksom på

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Sønderborg Lufthavn skifter navn til Sønderborg International Airport - i hvert fald i et par uger. Herefter får lufthavnen sit gamle navn igen. Det midlertidige navneskifte er nemlig en del af en kampagne, som skal gøre folk opmærksom på, hvor nemt det er at komme fra Sønderborg og ud i verden.

Mere bagage på båndet

Kampagnen er kommet i stand i et samarbejde mellem Sønderborg Lufthavn og Københavns Lufthavn. Alsie Express deltager selvfølgelig også, for det er det lokale luftfartsselskab, der efter 35 minutters flyvning til København, åbner op for 156 direkte ruter videre ud i verden.
"Vi kan se på mængden af bagage, at vi får stadig flere kunder, der ikke kun skal en tur til København, men som benytter Sønderborg, som udgangspunkt for en længere rejse," fortæller Christian Berg, lufthavnschef i Sønderborg Lufthavn.

Her står Alsie Express’ CEO Lone M. Koch, kommunikationschef fra CPH Rasmus Winther og lufthavnschef i 'Sønderborg International Airport' Christian Berg sammen med et par venlige stevardesser med lidt godt til ganen. Foto: Svend Mikael Larsen

Event med tapas og cava

Kampagnen gik i luften i dag mandag i Sønderborg Lufthavn, hvor passagererne derfor fik en noget anderledes start på deres tur til København. I terminalen blev de nemlig mødt af en lille hær af stevardesser og luftkaptajner, som bød på tapas og boblevand, mens en lille hær af pressefolk var mødt frem for at høre, hvad hele denne happening går ud på.
"Med kampagnen vil vi gerne fortælle sønderjyderne, om de mange muligheder Sønderborg Lufthavn kan tilbyde. I en anden kampagne vil vi koncentrere os om de nordtyske kunder, og endelig skal vi også have fat i de københavnske kunder, for der er, som man siger, dobbelt så langt til Sønderjylland, som der er til København. Her drejer det sig blandt andet om at pakke nogle oplevelser ind i rejsen, og dem har grænseregionen jo masser af," siger Christian Berg.
I løbet af kampagnen kommer der til at ske flere sjove og interessante tiltag, som både vil foregå i bybilledet i Sønderborg og i de omkringliggende større byer.

Foto: Svend Mikael Larsen

FAKTA

Med 26,6 millioner passagerer sidste år og 156 direkte ruter, heraf 32 til fjerne rejsemål, er Københavns Lufthavn Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt.
Sønderborg Lufthavn blev indviet i 1968. På hverdage er der fem daglige afgange til og fra København med Alsie Express. I weekenden en daglig. Dertil privat- og business flyvning samt lidt charter i sæsonen.
Fra Sønderborg kan man tjekke sin kuffert direkte ind til de destinationer, som Alsie Express kan tilbyde via aftaler med SAS, Finnair, Qatar Airways, KLM og Air France.

Den musikalske del var lagt i hænderne på Michael Vogensen. Foto: Svend Mikael Larsen
Foto: Svend Mikael Larsen
Foto: Svend Mikael Larsen