“Skuden er vendt, og det kører på skinner”
Trinity Hotel og Konference Center ved Fredericia havde 25 års jubilæum
Det er en tilfreds direktør, som Lokalavisen møder på Trinity. Hotel og Konference Centeret har netop markeret sit 25 års jubilæum med en tre-dages fest.
“Det har været fuldstændig overvældende,” smiler direktør Eva Ejlskov, der står i spidsen for en virksomhed, som lever af at planlægge andres festligheder.
“Men her var det vores egen. Det har været en fantastisk rejse at være med til at planlægge, og man føler sig faktisk lidt tom, nu hvor det hele er overstået.”
Jubilæet bød blandt andet på gallafest, party for medarbejdere og ægtefæller samt åbent hus. Derudover udgav hotellet en stor jubilæumsavis og udarbejdede en 'tidslinje', som både sætter fokus på Trinitys højdepunkter - og begivenheder lokalt, nationalt og internationalt. Tidslinjen kan stadig opleves på hotellet.
Eva Ejlskov satte sig i direktørstolen i 2014. Den 1. oktober kan hun selv fejre 25 års jubilæum i branchen. Hendes karriere begyndte hos Comwell i Kolding, og efter 17 år som direktør for Ledernes KonferenceCenter i Odense kom hun til Fredericia. Her er der efter en årrække med underskud nu sorte tal på bundlinjen.
“Skuden er vendt, og jeg synes, at det kører på skinner. 48 værelser er netop blevet renoveret. 24 står for tur. Trinity er respekteret og anerkendt - og vi har haft succes med at tilføre a la carte og forskellige 'åbne' arrangementer, alt fra fastelavn til for eksempel stribevis af temaaftener. I år kører vi som noget nyt også nytårsgalla,” fortæller direktøren.
Sidste år arrangerede Trinity 'Temajul' med et Elvis-show. I år er det Abba.
“Der er plads til 1.200 på fire aftener. Og der er allerede tilmeldt over 800.”
Dygtige kokke
Som en appelsin i turbanen her i jubilæumsåret blev to af køkkenets medarbejdere forleden hædret. Regina Nathalie Andersen blev kåret som Danmarks bedste konferencekok - og Alexander Junge Nørskov blev Danmarks bedste kokkeelev. Det skete ved konkurrencen IACC Copper Skillet 2017.
“Vi er stolte. Det er førte gang, at både kok og elev fra samme sted vinder,” siger køkkenchef Stig Hansen.
De to vindere fortæller om konkurrencen:
“Man står på scenen sammen med de andre deltagere. Ingen ovn, ingen rindende vand, kun to pander og to blus. Stressfaktoren er stor. Vi har 15 minutters forberedelse og en halv time til tilberedning. Vi kender grøntsagerne, men får leveret kødet ved start. Det er tungen lige i munden og fremad,” siger Regina og Alexander, der nu skal til det europæiske mesterskab 24. september i Holland.