Fortsæt til indhold

Luksus for drengerøve

Nyt firma, som holder til på Haughus Gods, sælger drømmebiler, både og motorcykler

Arkiv
Jørgen Flindt

En Maserati eller en Audi RC eller en speedbåd Fletcher med en 350 hestes motor.
Det er blandt de luksusvarer for drengerøve, det handler om og med inde i den store lade ved Haughus Gods udenfor Jelling.
Her holder Dreamcar og Dreamboat til. To firmaer under samme tag og med samme målgruppe i sigte.
“Vi sælger de drømmebiler eller både, som man drømte engang, men som man ikke havde råd til dengang. Det er kun biler, både og motorcykler fra 1980erne, 90erne og 00erne," forklarer Jan Reimers, der, sammen med John Kindt Larsen, står bag Dreamboat og Dreamcar.
Ud over at sælge brugte både, så vil Jan Reimers også tilbyde at klargøre dem, og måske gøre dem til endnu mere luksus i en moderne version. I laden i godset er der lavet et stort værksted, hvor både biler, både, motorcykler og for den sags skyld scootere kan klargøres. Efter behov.
“Man kan købe dem, som de er, eller man kan få dem klargjort,” siger han.
Dreamboat og Dreamcars åbner lørdag 1. oktober i tidsrummet 10-16. Der vil være åbent hver weekend, men efter aftale kan man sagtens komme forbi til et kig ind i laden, hvor hestekræfterne - og drømmene - står ved siden af hinanden og venter på at blive lukket ud.