Skovshoved-fc.dk er en del af omfattende IT-svindel
Skovshoved-fc.dk lokkede med muligheder for at købe støvler, sko og sneakers. Det fik Anneke Søe til at købe et par støvler. Men hjemmesiden er et eksempel på en stigende form for IT-svindel, som organisationen E-mærket og Bagmandspolitiet bekæmper
svindel Anneke Søe fra Valby tænkte godt nok, at Skovshoved-fc.dk så en smule hjemmestrikket ud. Men som erfaren online-handlende havde hun før købt varer uden problemer fra hjemmesider, hvor designet ikke altid var tiptop. Hun bestilte støvler til 646 kroner. Men da hun fik den engelske ordrebekræftelse fra det, der virkede til at være en dansk side, vidste hun, at noget var galt. “Dagen efter skrev jeg til dem med et opdigtet spørgsmål til min ordre for at se, om jeg ville få et svar. Der kom et svar. Men det var et mærkeligt svar. Og allerede der valgte jeg at gøre indsigelse til banken. Og få spærret kortet og lavet et nyt. For jeg kunne bare mærke, at det var helt galt,” fortæller hun. Anneke Søe blev narret af IT-kriminelle. Slår man op, hvem der ejer Skovshoved-fc.dk, er det nu Bagmandspolitiet. Det beslaglagde tidligere på året 423 falske hjemmesider, som var blevet afsløret af organisationen E-mærket. Én af dem var Skovshoved-fc.dk. Siden blev drevet af udenlandske IT-kriminelle, som i stigende grad opkøber dk-domæner. Dem bruger de til at sælge ulovlige kopivarer og til såkaldt phishing, hvor køberes fortrolige oplysninger stjæles for at frarøve dem penge. Ideen med at købe dk-domæner er, at når webadressen slutter på dk, er det med til at vække tillid hos danske købere. Dette var også tilfældet, da Anneke Søe klikkede sig ind på Skovshoved-fc.dk. “Det skabte tillid, at der stod Skovshoved og dk. Det var dansk, og Skovshoved er jo et velrenommeret bynavn. Jeg tænkte også, at det var tæt på, og så kunne jeg jo hente dem”, fortæller hun. Efter det gik op for hende, at hun var blevet narret, søgte hun på nettet efter, hvad man gør i sådan en situation. Og hun fandt frem til E-mærket. Hun anmeldte Skovshoved-fc.dk.
Svært at stoppe
Men selv om Skovshoved-fc.dk nu er lukket, fortsætter svindlen. Det fortæller Toke Mølgaard, som er kommunikationschef hos E-mærket og som er med til at koordinere organisationens indsats med Bagmandspolitiet mod denne form for IT-svindel. “Vi videregav blandt andet Skovshoved-fc.dk til Bagmandspolitiet, og så har de fået lukket siden. Men de IT-kriminelle flytter bare alt indholdet over på en ny side. Det illustrerer meget godt, at det er op ad bakke for politiet. For de IT-kriminelle køber bare et nyt dk-domæne og kører videre. Det er svært at finde ud af, hvem de er, fordi de bruger andres identitet”, siger Toke Mølgaard. “Vi har en mistanke om, at gerningsmændene via robotter løbende skanner nettet og køber domænenavne umiddelbart efter, at registreringen er udløbet. Det kan være hjemmesider, der har haft mange besøgende, som bagmændene herefter bruger til at udbyde kopivarerne. I nogle tilfælde er det helt oplagt, at der er foregået noget ulovligt. Eksempelvis er der en hjemmeside, der oprindeligt tilhørte et gospelkor i en landsby, der nu sælger sko af mærket Supra”, fortæller senioranklager og fagansvarlig for Intellectual Property Crime og Cyber Crime hos Bagmandspolitiet, Dorte Frandsen, til Anklagemyndighedens hjemmeside.
Smuthul i lovgivningen
Indholdet fra Skovshoved-fc.dk finder man nu på morsbazar.dk, som også har Skovshoved-fc.dk-logoet oppe i venstre hjørne. Morsbazar.dk er fortsat online på grund af et smuthul i lovgivningen. Loven foreskriver, at danskeres identitet skal verificeres ved at sammenholde CPR- og CVR-numre. Men samme lovgivning gælder ikke for udlændinge. De har derfor mulighed for at oprette hjemmesider i falske navne. “Det er ikke et problem, at der bliver oprettet domæner fra udlandet, men der er et stort problem med, at domænerne bliver oprettet til tvivlsomme eller kriminelle formål. Det er vi nødt til at kigge på”, siger administrerende direktør i DK Hostmaster, Jakob Bring Truelsen, som står for validering, til Finans. Toke Mølgaard fortæller, at selv om det lykkes at fange de IT-kriminelle, så venter der ikke nogen nævneværdig straf. “Der er ikke megen lovmæssig praksis omkring IT-kriminalitet i Danmark. Det betyder, at sanktionerne nærmest er ikke-eksisterende”, fortæller han. Slår man op, hvem der ejer Morsbazar.dk, finder man en Wesley Bunnell på adressen 881 Twin House Lane i Pleasent Hope, USA. Bagmandspolitiet vil ikke oplyse til avisen, hvem der oprindeligt købte domænet Skovshoved-fc.dk. Men domænenavnet blev oprettet 5. november 2015.
Hvem står bag
Anneke Søe købte i god tro støvlerne 29. december 2015, og hun har lige fået de 646 kroner tilbagebetalt af sin bank. Hun fik 13. juni en mail fra E-mærket om, at Bagmandspolitiet havde haft held med at lukke siden ned. Anneke Søe troede, at hun havde styr på, hvordan man handlede på nettet. Men den opfattelse led et knæk efter episoden med Skovshoved-fc.dk. Hun mener, at hun fremover skal gå endnu længere for at få styr på, hvem der står bag en given hjemmeside. “Jeg skal kunne klikke videre for at se, hvem jeg kan ringe til, hvis jeg gerne vil det. Det stod der også, at jeg kunne på Skovshoved-fc.dk. Men det skal være mere udførligt. Det gør jeg en del i. Men det havde jeg nu allerede gjort”.