Ny mand hos Estate
Skal du sælge eller købe hus gennem Estate - Robin Thybo Esbjerg i fremtiden, så er det meget muligt, at det bliver Daniel F. Pedersen, som du får assistance af.
Den 36-årige ejendomsmægler er nemlig nyt ansigt hos det lokale mæglerfirma, der har til huse i Nørregade, og det er Daniel F. Pedersen mere end glad for.
“Jeg er oprindeligt fra Nymindegab ved Varde, men har de sidste seks år boet i Esbjerg, og det er virkelig en spændende by at være ejendomsmægler i. Der sker rigtigt meget, og der er også ved at komme godt gang i boligmarkedet igen, og det gælder især for Esbjerg. Nyhederne er ofte ikke på markedet særlig længe,” smiler Daniel F. Pedersen, da Lokalavisen Esbjerg møder ham på det nye kontor.
Savsmuldet dufter endnu
Daniel F. Pedersen har tidligere siddet som ejendomsmægler hos home i Blåvand, hvor det primært var sommerhuse, som var hans område.
Siden har han haft en afstikker fra branchen, men nu er det boliger i Esbjerg Kommune, der er på menuen.
“Jeg er allerede kommet godt i gang, synes jeg. Det er virkelig dejligt. En gammel cirkushest glemmer jo ikke, hvordan savsmuldet dufter,” griner han.
Privat er Daniel F. Pedersen bosiddende i Esbjerg med sin kæreste Charlotte, mens han blandt andet bruger fritiden som bestyrelsesmedlem i Esbjerg Skyttekreds og på Blue Water Arena til EfB's kampe.