I næste uge skal de 3-årige lege
I bevægelsesugen vil 331 børn hoppe, styrke motorikken og bruge farvestrålende balanceblokke til sjov og bevægelse
Når børnene bliver 3 år, så daler forældrenes fokus på, om børnene er fysisk aktivitet. Det viser nye tal, og derfor skal både forældre og pædagoger inspireres til at sætte gang i mere bevægelse i hverdagen.
Bevægelsesugen 'Hej skal vi lege?' arrangeres af Børneulykkesfonden, bObles og DGI, som hvert år dedikerer uge 41 til fokus på motorik, leg og bevægelse i børnehaver og institutioner. Ugen skydes i år i gang mandag den 10. oktober, hvor 1.172 institutioner over hele landet med over 43.000 børn leger med.
Bevægelse derhjemme
Børneulykkesfonden har gennemført en undersøgelse blandt 357 forældre med børn under 10 år, og den viser, at forældre begynder at slække på de fysiske aktiviteter derhjemme, når barnet kommer i 3-års alderen. 82 procent af forældre med børn under 2 år prioriterer fysisk aktivitet derhjemme hver dag eller flere gange om ugen, mens det kun er 60 procent af forældre med 3-5 årige børn.
Nøglen til at få børn til at bevæge sig er leg.
'Hej skal vi lege?' er bygget op omkring en tumlepakke med produkter fra designfirmaet bObles - i år i form af en flok haletudser. Institutionerne får også informations- og legehæfter, som kan give pædagoger og forældre viden og inspiration til mere bevægelse i hverdagen.