Unge med forskerkittel
Vil udvikle medicin og metoder til at fange mordere
Et dryp i væsken i reagensglasset får stoffet til at skifte farve, mens elever i hvide kitler stirrer forundrede på forsøget, der er blevet præcis som det skulle. Senere bliver bakterier fra en lille lukket gennemsigtigt beholder fordelt blandt eleverne, der med koncentrerede miner er klar til forsøg med DNA. Stedet er fysiklokalet på Roskilde Katedralskole, hvor gymnasie-elever og folkeskole-elever er samlet i anledning af Naturvidenskabsfestivalen, der foregår i Roskilde i denne uge. Store og små fra folkeskoler, ungdomsuddannelse og universitet deltog for at blive inspireret. Tirsdag var elever fra Sct. Jørgens Skole på besøg på nabo-gymnasiet. De blev undervist af elever fra bioteknologi-linjen, der lærte dem, hvordan man finder og laver forsøg med DNA. Metoderne kan man blandt andet bruge til kriminologi, når man skal finde DNA fra mordere og afsløre, hvem de er. Ligesom man gør på film. Eller man kan bruge forsøgene til at udvikle medicin som for eksempel insulin.
Udfordrende at undervise
Louise Rabbæk og Emilie Mey går i 3 u på gymnasiet, og de brænder begge to for at forske og udvikle DNA i fremtiden. De syntes begge det var både udfordrende og lærerigt at undervise elever fra folkeskolen i bioteknologi. - Det mest udfordrende er at gøre stoffet lettere, specielt det, som vi selv synes er svært at forstå, fortæller Louise Rabæk, der drømmer om at udvikle noget, der kan kurere en sygdom. - Ved at bruge almindelige ord i stedet for fagord, og ved at forklare det til andre, kan vi også selv forstå det sværeste stof, siger Emilie Mey. I fremtiden vil hun gerne gå i dybden med cellerne, for at finde frem til, hvorfor tingene fungerer som de gør. Efter at gymnasie-eleverne har lært fra sig, skal de selv en tur på RUC, hvor de skal tage ved lære af studerende her.
Magi og natur
Naturvidenskabsfestivalen skal være med til at få unges øjne op for naturens magi. På Roskilde Katedralskole er der allerede flere, der læser en eller anden form for naturvidenskabelig retning, nemlig knap 40 procent. Det er første gang at Roskilde Kommune er med i festivalen, men i de foregående år har gymnasier, folkeskoler og universitet arbejdet sammen om naturfag regelmæssigt. ag@roskildeavis.dk