Nørderi på højt plan
Kristine fra Iris Blomster i Fredericia er med til DM
“Nerver? Ork ja!”
Kristine Lyngsaa Gudiksen virker ikke som den nervøse type, men alligevel mærker hun sommerfuglene i maven op til DM i moderne blomsterkunst. Kristine er forsvarende Danmarksmester og blomsterdekoratør hos Iris Blomster i Fredericia.
Det er aldrig lykkedes for nogen at vinde Danmarksmesterskabet to gange i træk, og dermed ligger der et vist pres på Kristine, når hun i den kommende weekend deltager i 'Danish Floral Art Championship 2016'.
“Det er i konkurrencer, det ypperste skal præsteres. Jeg stiller store krav til mig selv. Jeg hæver hele tiden barren, og kommer ud i nogle ydergrænser, hvor det er vigtigt, at alting spiller. Ikke kun i forberedelsen, men også på selve dagen, så naturligvis er der nerver på,” siger Kristine Lyngsaa Gudiksen.
Det er femte gang, at den 36-årige blomsterdekoratør deltager i DM. Alle deltagerne har kvalificeret sig gennem regionale konkurrencer.
Sidste år repræsenterede Kristine i øvrigt Danmark ved verdensmesterskabet i Berlin. Der var 28 lande med, og det endte med en 15. plads.
Spøgelser og lys
DM finder sted på Hindsgavl Slot ved Middelfart, hvor 25 af landets bedste florister stiller op.
“Vi skal udføre tre opgaver. Den første er en 'lukket opgave', som varer et par timer. De to næste er forberedte, åbne opgaver med forskellige temaer. Jeg har forberedt mig på dem siden sommerferien,” fortæller Kristine.
Første forberedte opgave tager udgangspunkt i Hindsgavl Slots spøgelse: Den hvide Dame.
“Jeg skal skabe et hovedsmykke, og kan naturligvis ikke komme nærmere ind på, hvordan jeg tackler opgaven. Men hun druknede jo... Mere kan jeg ikke røbe.”
Konkurrencens anden forberedte opgave handler om Interfloras kampagne 'Blomster mod ensomhed'. Her skal Kristine skabe en installation på temaet 'Tænd et lys i mørket'.
“Her arbejder jeg med en helt ny teknik. Nøgleordet i min installation er mangfoldighed,” lyder det fra Kristine Lyngsaa Gudiksen, der altid har haft en konkurrence-gen, som skulle luftes.
“For mig er konkurrencen ren og skær nørderi. Det giver mig faglig stolthed og udfordring. Og samtidig er jeg med til at udvikle branchen - og måske være et forbillede for nogle af de nye.”