Dybbøl Mølle åbner lørdag 1. oktober kl. 10-16 dørene til en dag med masser af efterårsaktiviteter. Meget skal gøres klar til den kommende vinter. Kom og prøv selv hvordan det nyhøstede korn skal males, og brygges til øl og snaps. Dyrene skal slagtes og kødet skal saltes og røges. Hør om hvordan møllen egentlig virker og selvfølgelig, hvad skete der omkring møllen under det store slag den 18. april 1864. Ved siden af møllen demonstreres et efterhånden sjældent håndværk. Hjulmageren varmer metalringe over bål og sætter dem på kanonhjulene til en 12-punds feltkanon. Alt dette og meget mere demonstreres og fortælles på møllen og området omkring. Som noget ganske særligt åbnes dørene til den private bolig ved siden af møllen. Her byder møllerfruen på kaffe og kage, og fortæller om livet på den gamle mølle. Du kan købe din billet ved døren eller via Destination Sønderjylland. Billetpris er 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn.