Fortsæt til indhold

Studerende skaber sammenhæng

Studerende fra SDU har det sidste år arbejdet aktivt med at skabe forbindelser mellem erhvervslivet og de studerende

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Tre unge studerende fik sidste år den geniale ide, at de ville forsøge at skabe en forbindelse mellem erhvervslivet og de studerende på SDU Kolding - aller helst på en måde, der også skabte sammenhold indbyrdes mellem de studerende.

“Vi så et stort potentiale for at det her koncept ville lykkedes, da SDU Kolding dækker et stort område med mange spændende virksomheder, som de studerende er meget interesserede i at lære bedre at kende og omvendt.” fortæller Kim Stig Malle, der sammen med Line Lindblad Storm og Søren Bjerre står bag initiativer, der går under navnet SDU Link.

SDU Link sørger således for arrangementer to til tre gange per semester, hvor de studerende får mulighed for at høre et oplæg med et af Syddanmarks store erhvervs- eller iværksætterprofiler. Sidste arrangement løb således af stablen i sidste uge, hvor omtrent 150 studerende mødte op for at høre Mads Ryder, den administrerende direktør af IC Group.

Efterspurgt arrangement

SDU Links arrangementer er efterhånden så populære, at de trækker studerende fra andre fakulteter end SDU Kolding. Eksempelvis kom der både studerende fra Designskolen og fra SDU Odense til arrangementet med Mads Ryder.

“Det er jo en enormt god mulighed, både for de studerene og for erhvervslivet. De studerende får mulighed for at skabe den første kontakt til de store firmaer, og erhvervsprofilerne får lov til at vende relevante problemstillinger med et rum fyldt af veloplagte studerende,” fortæller Line Lindblad Storm.

Derfor er der også en bred vifte af erhvervsprofiler, som de tre studerende kan vælge ud fra, når oplægsholderne skal udvælges.

“Indtil videre har vi haft repræsentanter fra både Lego, Linak og Bianco, så det er meget forskelligt. Men vi prøver at udvælge oplægsholderne, så der i løbet af semesteret er noget for alle,” forklarer Kim Stig Malle.

Tid til netværk

Heldigvis for de tre studerende, er det ikke kun erhvervslivet og de studerende, der støtter op om projektet. Det samme gør universitetet, der stiller lokaler til rådighed, så arrangementerne, der altså er henvendt til byens studerende, fortsat kan være gratis at deltage i.

“Arrangementet er i høj grad også en mulighed for os studerende til at netværke hinanden imellem. Typisk varer selve oplægget jo en times tid, men derefter bliver de fleste hængende for at tale sammen,” slutter Line Lindblad Storm.

Årets næste arrangement finder sted den 13. oktober.