Økonomisk håndsrækning til lokale iværksættere
Af de 18 iværksættere, som netop er sluppet gennem nåleøjet til Iværksætterpilotordningen under Innovationsfonden, kommer de ni fra Region Syddanmark
Der er grund til at kippe ekstra meget med iværksætterflaget i disse dage i Region Syddanmark.
Iværksætterpilotordningen, nedsat under Innovationsfonden, har netop udpeget 18 iværksættere, der over en periode på 12 måneder får omkring 15.000 kroner om måneden til at skabe bæredygtige forretninger.
Af de 18 iværksættere er intet mindre end ni af dem fra Syddanmark.
"Generelt har Region Syddanmark et rigtig godt iværksættermiljø, men vi er alligevel overraskede over, at hele 50 procent af de virksomheder, der får del i den samlede pulje det kommende halve år, kommer fra vores region," siger Thomas Juhl, projektleder i Væksthus Syddanmark, der er operatør på ordningen for InnovationsFonden.
Vigtig satsning
Iværksætterpilotordningen er målrettet nyuddannede iværksættere og giver dem mulighed for at prøve kræfter med deres iværksætterdrøm i stedet for at tage et almindeligt lønmodtagerjob.
"Det er en vigtig satsning, som InnovationsFonden har sat i søen. Erfaringer fra tidligere projekter viser, at iværksættere, som får sparring, mentorforløb og bliver en del af et iværksættermiljø, har gode muligheder for at udvikle stærke virksomheder, som kan skabe arbejdspladser og vækst," siger Thomas Juhl.
FAKTA
Bag Iværksætterpilotordningen står, foruden Innovationsfonden, Væksthusene og konsulentvirksomheden Pluss.
Kravet for at deltage i ordningen er, at man dimitteret fra en bachelor eller højere uddannelse inden for de senest 12 mdr.
Næste ansøgningsdeadline er 12. oktober kl. 12.
Væksthus Syddanmark er et af landets fem regionale væksthuse etableret af Erhvervsstyrelsen i 2007. Væksthusene yder sparring og kortlægger vækstmuligheder for virksomheder med ambitioner om vækst.