Fortsæt til indhold

Politisk enighed om budgettet

Der afsættes penge til idræt, trafik, veteraner og ældre i nyt kommunalt budget

Arkiv
Mikkel Hansen

Socialdemokraterne, Slesvigsk Parti, Konservative Folkeparti, Fælleslisten og Enhedslisten skrev torsdag aften under på den politiske budgetaftale for 2017-2020.
Aftalen betyder blandt andet, at der afsættes 19 mio. kroner til en ny idrætshal ved Sønderskov-Skolen.
Der afsættes 10 mio. kr. til ombygning af Ahlmannsparken og renovering af pavillonerne ved Badmintonhallen.
Bymidten i Sønderborg fra Rønhaveplads til citykrydset renoveres for 11 mio. kroner frem til 2019.
Lufthavnen får 3,5 mio. kr. til til banelys og videoovervågning
Der skal desuden anlægges rundkørsler i Guderup og i Vollerup (v. Augustenborg Landevej) samt en cykelsti fra Dynt til Skelde.
Der afsættes desuden penge til en ny organisering af samarbejdet mellem turisme, handel og kultur, mere IT i dagtilbuddene samt flere fleksjobs og tilbud til veteraner.

Politiske reaktioner

”Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi nu har fået sat kursen for de næste fire års visioner, ambitioner og mål. Det er en god aftale, som sikrer at vores kommune fortsætter sin gode udvikling, men som samtidig sikrer, at vi får alle borgere og hele kommunen med på vognen. Jeg vil gerne takke aftalepartnerne for at stå sammen om budgetforliget, og for at udvise ansvarlighed og stor velvilje til at finde fælles fodslag”, siger borgmester Erik Lauritzen.
Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Parti: ”Vi får støttet bredt på kultur- og fritidsområdet i hele kommunen, og det er vigtigt, når vi skal fastholde Sønderborg Kommune som en stærk kulturspiller - ikke mindst i 2017. Og samtidig vil vi også kigge på muligheden for at samle aktiviteter, der løser infrastrukturudfordringer indenfor kultur-, fritids og idrætsområdet."
Aase Nygaard, Fælleslisten: ”En ny idrætshal, IT-udvikling i dagtilbuddene, en ny moderne børnehave i Ulkebøl, bedre forhold for børn med autisme er bare nogle af de ting vi sikrer med aftalen. Vi skal fortsat være en kommune, hvor borgerne føler de får de bedst mulige rammer for deres børn, og hvor potentielle nytilflyttere vil tænke, at Sønderborg er et sted, hvor de sagtens kunne se sig selv og deres familier."
Ole Wandahl Stenshøj, Konservative Folkeparti: ”I budgettet sørger vi for, at arbejdet med få realiseret en række elementer fra Hvidbogen for Nordals fortsætter. Der er afsat ressourcer til, at Vækstrådet kan fortsætte sin udvikling til gavn for vores dygtige erhvervsliv, og så får vi også sikret at turister og borgere fortsat får glæde af turistkontorerne i både Sønderborg, Gråsten og Nordborg”,
Anders K. Brandt, Enhedslisten: ”Rigtig mange er begyndt at få øjnene op for, at livet i landsbyerne er et spændende alternativ til livet inde i byerne, og den udvikling skal vi have sat endnu mere skub på. Det er en god historie, som vi skal blive ved med at fortælle og hvor landsbybusserne er en del af fortællingen sammen med de mange gode personhistorier ude fra lokalmiljøerne."
Preben Storm, Socialdemokraterne: ”Udgifterne til de psykisk og fysisk handicappede har været stærkt stigende i de seneste år. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med budgetaftalen sikrer, at vi ikke vil gå på kompromis i Sønderborg Kommune, når det handler om at give hjælp og tilbud til en gruppe af borgere, der virkelig trænger til hjælp."
Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er ikke med i forliget.