Folk strømmede til Karrieremessen i Esbjerg
Flere hundrede studerende og jobsøgende besøgte Karrieremessen i Blue Water Dokken
Der blev hygget, snakket seriøst og uddelt kontaktoplysninger. Årets Karrieremesse i Blue Water Dokken i Esbjerg med besøg af over 800 studerende og jobsøgende samt 45 virksomheder blev en succes.
Det fortæller Randi Høxbro, erhvervskonsulent hos Esbjerg Erhvervsudvikling, der arrangerede messen.
“Det gik supergodt. Der var masser af liv, og snakken gik bare godt ved standene. Jeg kunne også høre på virksomhederne, at de fandt kandidater, og nogen havde plantet nogle frø til noget større,” fortæller hun til Lokalavisen Esbjerg.
Behov for nye omgivelser
Det er anden gang, at Karrieremessen bliver holdt i Esbjerg. Sidste år var det Esbjerg Conference Hotel, der dannede rammerne for ansigt til ansigt-snakken mellem virksomheder og jobsøgende.
Men de rammer viste sig at være alt for små til årets antal af besøgende. Derfor blev arrangementet i år afholdt i Blue Water Dokken.
“Vi havde forventet 300 besøgende sidste år, men der kom 610, så i år var der behov for at holde messen et andet sted,” fortæller Randi Høxbro.
Det viste sig også at være en god idé, da der ved messen i sidste uge kom over 800 besøgende.
Karrieremulighed i Esbjerg
Det store antal besøgende glæder selvfølgelig Randi Høxbro.
“Det viser, at der er et grundlag for det, og at vi også sagtens kan holde sådan en messe i Esbjerg,” fortæller hun og fortsætter:
“Jeg håber, at de besøgende tager det med hjem, at de kan se, at der er karrieremuligheder i Esbjerg, Der var 46 virksomheder til messen, men vi har jo mange, mange flere.”