HB Køge klar til ægte topopgør
Torsdag aften møder HB Køge Helsingør på hjemmebane - en sejr i den kamp kan befæste holdets oprykningsplads
HB Køge holdt fast i førstepladsen i 1. division efter 0-0 i udekampen mod Hobro sidste weekend, og dermed er man nu klar til en vaskeægte topkamp hjemme mod Helsingør torsdag aften.
I skrivende stund er det nr. et mod nr. to i rækken - Nykøbing FC kan dog nå at ændre på dette med sin kamp onsdag aften efter LørdagsAvisens deadline.
Mod Hobro viste HB Køge sig sin topholdsstatus værdig i den svære udekamp mod superliganedrykkerne. Med 0-0 fik holdet sit tredje clean sheet i træk, selv om holdet var under pres i perioder af kampen, mens Alexander Bah omvendt var tæt på i den anden ende af banen, hvor hans gode afslutning desværre ramte træværket.
"Vores unge spillere leverer en meget disciplineret indsats, holder clean sheet igen, og det er ikke sådan et Hobro har de helt store chancer. Hobro har selvfølgelig nogle standarder, hvor bolden hopper lidt rundt inde i feltet, men jeg synes også at vi forsvarede os fint på standardsituationerne, hvor vi vidste, at Hobro er stærke, sagde cheftræner Henrik Lehm om kampen til HBKoge.dk.
Dermed er HB Køge ubesejret i seks kampe, og en hjemmesejr mod Helsingør torsdag aften vil for alvor give stof til drømme om oprykning, selv om rækken er utroligt tæt, og et par nederlag i træk stadig kan veksle topplaceringen til en plads midt i rækken.
Helsingør har lige som køgenserne været svære at besejre i den første del af sæsonen. Til gengæld har holdet ikke vundet i de sidste tre runder og tabte blandt andet ude mod Vendsyssel, hvor HB Køge hentede en af sine sejre.