Stor tilfredshed blandt brugerne med Væksthuset
Væksthus Hovedstadsregionen skal hjælpe virksomheder med vækstpotentiale, og kundetilfredsheden er stor, viser målinger
vækst Når en virksomhed opsøger Væksthus Hovedstadsregionen for at få hjælp til at vækste, f.eks. via eksport, så får de en service, som de er tilfreds med. Det viser de uafhængige tilfredshedsmålinger, som bliver lavet for Væksthus Hovedstadsregionen, der er en del af det landsdækkende net af væksthuse, som med kommunal finansiering skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at skabe arbejdspladser, eksport og øget omsætning. ”Vores undersøgelser viser en kundetilfredshed på 98 procent, så det kan vel ikke blive højere. Virksomhederne, der bruger os, er supertilfredse. Som regel ærgrer de sig bare over, at de ikke har brugt os noget før,” siger Jens Nedergaard, der er konsulentchef i Væksthus Hovedstadsregionen, der har adresse på Østerbro, men også har konsulenter siddende i C4 Videncenter i Hillerød, hvor Jens Nedergaard i øvrigt også sidder i bestyrelsen.
Stor andel bruger væksthusene
Ifølge Håndværksrådets undersøgelse af SMVernes, de små og mellemstore virksomheders, brug af den offentlige erhvervsservice, så har 13 procent på landsplan benyttet sig af væksthusene de sidste fem år. I en undersøgelse, som ellers konkluderer, at mange SMVere ikke bruger eller kender nok til de offentlige servicetilbud, så er det tal faktisk ret godt, konstaterer Jens Nedergaard. ”Vi opererer med vækstlaget af virksomheder, dvs. virksomheder, som har vækstambitioner og vil ud på eksportmarkedet. Denne gruppe udgør 10-20 procent af SMVerne, så i det lys er det i min optik et højt tal, at 13 procent angiver at have benyttet væksthusene,” siger Jens Nedergaard.
”Godt at bruge sit netværk”
Undersøgelsen fra Håndværksrådet viser, at langt de fleste SMVere bruger netværk, kolleger og brancheorganisationer, når de skal udvikle sig, fremfor den offentlige service. ”Det er kun godt. Bare de bruger nogen. Det er først alvorligt, hvis man ikke trækker på nogen, når man skal udvikle sig. Vi er et supplerende tilbud, så det er fint, hvis man starter i sin brancheorganisation eller sit netværk. Herfra kan man så blive henvist til os,” siger Jens Nedergaard – og tilføjer: ”Men selvfølgelig kæmper vi imagemæssigt med, at vi er et offentligt tilbud. For nogen har en opfattelse af, at det offentlige ikke har forstand på erhvervsliv. Men hertil er det vigtigt at sige, at det har vi lige præcis, for vores konsulenter er alle tidligere erhvervsfolk,” siger han. FAKTA @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Væksthusene er etableret for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at skabe arbejdspladser, eksport og øget omsætning. Hvert år hjælper Væksthusene over 2.500 virksomheder med at realisere deres vækstpotentiale. Væksthusenes målgruppe er alle virksomheder med ekstraordinært vækstpotentiale. Væksthusene er en landsdækkende service. De drives som erhvervsdrivende fonde, der ejes af kommunerne. Væksthus Hovedstadsregionen ejes af de 29 kommuner i Region Hovedstaden. Væksthusene arbejder tæt sammen med kommunernes erhvervsservice.