Fortsæt til indhold

Slås om fredsaftale med lærerne

Opgør mellem partierne i Roskilde Byråd om, hvem der kan skabe en bedre folkeskole

Arkiv
Af Torben Kristensen

Mødet onsdag aften i Roskilde Byråd udviklede sig til et slagsmål mellem de partier, der ønsker en aftale med Roskildes Lærerforening om: Hvem kan bedst sørge for at genindføre fred og effektiv undervisning i den lokale folkeskole efter den bitre strid i foråret 2013, da lærerne blev lockout'et og bagefter fik trukket en folkeskolereform ned over hovedet.
Til mødet havde Enhedslisten stillet forslag om, at kommunen nu skulle indlede en sådan forhandling. Dertil kunne SF og De Radikale - men også S - så svare, at det var de sådan set allerede i færd med at gøre.
I det budget-forlig for 2017, som de netop har indgået med V og K, er det aftalt, at de kan gøre det, selv om de to borgerlige partier ikke støtter den idé.
Specielt for SF's Birgit Pedersen har dette været en mærkesag. Ved valget i efteråret 2013 fik partiet, der har haft mange lærere som vælgere, en tilbagegang fra syv til kun en plads i byrådet. Nu skulle skaden efter deltagelsen i Thornings regering gerne gøres god igen.

Må stemme for

Fra Enhedslisten præsenterede Henrik Stougaard partiets forslag og opfordrede de andre tilhængere af en aftale til at stemme for nu, når de nu går ind for det.
Han bemærkede samtidig, at de andre partier, der nu vil forhandle med lærerne, ikke kan sætte kommunens administration til at lave et oplæg, uden det er vedtaget i byrådet.
Merete Dea Larsen (DF), der flere gange tidligere har støttet forslag om en forståelse med lærerne, kunne ikke se nogen grund til ikke at støtte El-forslaget og prøve igen.
Samtidig noterede hun sig, at både DF og Enhedslisten var indkaldt til nye møder med borgmester Joy Mogensen inden den endelige vedtagelse af 2017-budgettet midt i oktober, så alt kunne jo ikke være aftalt endnu - med mindre det var skinforhandlinger.

Blodigt på venstrefløjen

Mads Thomsen (V) drillede Enhedslisten med, at de kunne være gået med i budgettet for 2017, for så kunne de sikkert have fået dette gennemført, som Birgit Pedersen nu er på vej til.
Han ville vente med at forholde sig til et forslag om ny lærer-aftale, indtil der var et konkret udspil.
Borgmester Joy Mogensen (S) bekræftede, at budget-forliget åbner mulighed for, at partierne, der ønsker en ny aftale med lærerne, kan gennemføre det. Men det kræver en forberedelse af et konkret udspil, forklarede hun.
Birgit Pedersen fremhævede, at en læreraftale havde været et af de vigtigste punkter for SF ved forhandlingerne om næste års budget.
- Alle partierne er enige om at indføre kortere skoledage, og nu kan S-SF-R arbejde videre med at få gennemført lærer-aftalen.

For tidligt og sent

Jeppe Trolle (R) mente, at Enhedslistens forslag både kom for tidligt og sent.
De kom for sent ved ikke at være med i budgettet for næste år, og de kom for tidligt denne onsdag aften med forslaget, som de andre tilhængere nu er ved at gennemføre på en mere realistisk måde.
Lars Lindskov (K) vendte sig mod ideen om at føre politik for- eller imod enkelte grupper af ansatte i kommunen, enten det er lærere, pædagoger eller andre.
Han fremhævede, at det havde været et 'blodigt opgør' på venstrefløjen ved sidste valg, da Enhedslisten gik kraftigt frem på SF's bekostning, så nu var det åbenbart blevet tid til revanche.
S-ordfører Karim Arfaoui havde sympati for forslaget fra Enhedslisten og forklarede, at nu ville der også komme et udspil om det.
Formanden for Skole- og Børneudvalget, Claus Larsen (S) mente, at forslaget fra Enheldslisten 'sparkede åbne døre ind', når det nu alligevel var ved at blive gennemført.