Samarbejde på tværs skaber job til flygtninge
Gentofte Kommune har taget initiativ til et tværkommunalt samarbejde for at få flere flygtninge i arbejde
samarbejde Størstedelen af danskerne pendler til arbejde i en anden kommune. Så det gav god mening, da Gentofte Kommune begyndte at kigge udover kommunegrænsen i jagten på job til kommunens flygtninge. I april tog Gentofte Kommune initiativ til et møde mellem syv kommuner - København, Frederiksberg, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Furesø og Gentofte, fortæller afdelingschef i Job & Ydelser i Gentofte Kommune, Bo Sund. “Med den volume i antallet af flygtninge, som kommunerne står til at modtage, bliver vi nødt til at kigge anderledes. I Gentofte Kommune har vi få virksomheder, som efterspørger ufaglært arbejdskraft, modsat en kommune som København, som har flere servicefag. Samarbejdet fungerer på den måde, at hvis ikke kommunen selv kan levere arbejdskraft til virksomheden, så kan man byde dem ud til de andre kommuner”, siger han. Allerede to måneder efter mødet i april udbød Københavns Kommune ti stillinger, og syv af dem blev besat af flygtninge fra Gentofte Kommune.
Stor sejr hver gang
En af virksomhederne, som gennem det nye samarbejde tilbød fem kandidater en plads, er KHRS, som er en servicevirksomhed. De nye medarbejdere gennemgår et projektforløb med både praktisk og teoretisk undervisning, der skal gøre dem klar til et dansk arbejdsmarked. Alt fra løn og overenskomst til samarbejde og kommunikation er her på skemaet. Gennem de seneste ti år har KHRS haft flere projekter med at integrere flygtninge og integrationsborgere gennem arbejde, fortæller operations manager Nana Sbeihi. “Vi er en multikulturel virksomhed med stor erfaring inden for beskæftigelsesprojekter, fordi vi gerne vil give flygtninge en chance for at integrere sig i det danske arbejdsmarked. Det kræver en masse tålmodighed, tid og ekstra ressourcer, men vi har en stor styrke i at have projektkoordinatorer, som, udover at have stor erhvervserfaring, er flersprogede og forstår deres kultur . Vi ved, hvornår vi kan være bestemte, og hvornår vi skal være følsomme og forstående”, siger hun. KHRS tilbyder først et 12 ugers projektforløb. Hvis det går godt, er der garanti for løntilskud og ordinær beskæftigelse. Men på vejen kan der opstå flere udfordringer, fortæller Nana Sbeihi. “Selvfølgelig er der den sproglige barriere, men også deres fysiske og psykiske forhold kan begrænse deres arbejdskompetencer. Der kan også opstå en manglende motivation, når de ikke føler sig gode nok eller får et kulturchok. De kommer fra en helt anden verden. Her i Danmark er alt systematisk og struktureret med en klar strategi. Det er en udfordring for dem at følge med i alle vores regler. Men vi søger hele tiden efter at give dem tryghed og selvtillid ved at ramme deres stærke sider, og vi ser det som en stor sejr for både virksomheden og samfundet, hver gang det lykkes at skabe motivation og arbejdsglæde, så de en dag bliver selvforsørgende”, siger Nana Sbeihi.
Tilfreds viceborgmester
Søren Heisel (S), viceborgmester og formand for kommunes opgaveudvalg, der arbejder for at få flere flygtninge i arbejde, er meget tilfreds med det nye samarbejde. “Det er enormt positivt, at kommunerne begynder at tale sammen i stedet for kun at kigge ned i deres egen andedam. Gentofte Kommune har få virksomheder, som kan tilbyde ufaglært arbejde til flygtninge, mens der i andre kommuner er stor efterspørgsel. Det vil være tosset af os ikke at arbejde sammen. Gentofte Kommune vil dog stadig sikre Gentofte-modellen, hvor flygtninge kun kommer i praktik et sted, hvor der er udsigt til ordinær beskæftigelse. Men jeg ser bestemt store muligheder i det her samarbejde inden for både uddannelse og beskæftigelse”, lyder det fra ham.