Hvorfor sidder edderkoppen midt i spindet?
Se video af edderkop, der pakker sit chanceløse bytte ind
En edderkop er interesseret i at gøre sit spind så usynligt som muligt. Derved stiger sandsynligheden for, at en flue ramler ind i nettet og ender som edderkoppens frokost. Eller middag. Eller morgenmad.
Men ofte sidder edderkoppen lige midt i spindet, hvilket gør det meget lettere at få øje på spindet. Lidt lige som et klistermærke på glasdøren ind til en butik: Uden klistermærket risikerer folk at gå direkte ind i døren.
Men der er en god grund til, at edderkoppen spolerer nettets usynlighed, forklarer naturvejleder Steen Hedrup fra Økolariet.
“De edderkopper, der laver hjulspind, sætter sig gerne med benene på det man kalde hjulets eger. Ved at sidde her kan edderkoppen mærke, om og hvor en flue går i nettet. Det kan de ikke, hvis de gemmer sig ude i siden af nettet,” siger Steen Hedrup.