Fortsæt til indhold

Ambitiøs plan om nyt lokalt transportsystem

En helt ny offentlig transportløsning kan være med til at bane vej for nyt industrieventyr i Køge

Arkiv
Martin Rasmussen

Er fremtidens transportmiddel små, eldrevne skinnebusser, der kan kombinere de bedste egenskaber fra busser og tog? Det er langt fra umuligt, og i givet fald kan Køgeområdet komme til at spille en central rolle i både udvikling og udbredelse af systemet.
I Køge Jobs & Society Forening har man arbejdet med projektet i lidt over et år i samarbejde med opfinderen af transportsystemet, civilingeniør Palle Jensen, og der er etableret en organisation, der inddrager Herfølge Kleinsmedie, der skal stå for produktion af materiel, samt hele Campus Køge-området, der betragter det som et større læringsprojekt for uddannelsesinstitutionerne.
Oprindelig var der også planlagt en testbane på Skandinavisk Transport Center, men i stedet er det nu hensigten at afprøve mulighederne i praksis med en bane, der kan forbinde Campus Køge med den nye Køge Nord Station. Det er en strækning på omkring 2,5 kilometer, og lykkes det at finde pengene og føre den lokale baneforbindelse til Campus Køge ud i livet, så kan det være starten på et nyt industrieventyr i Køge.
Ifølge Køge Jobs & Societyforening har opfinderen bag den nyskabende transportløsning således kontakt til interesserede købere i udlandet, som har betinget sig at se et anlæg i drift, før de slår til. Det kan i givet fald betyde nye arbejdspladser i Køge.
"Perspektivet er, at Køge får en ny virksomhed, der kan levere kollektive transportsystemer," siger Arne Egaa, der er næstformand i Køge Jobs & Society Forening.

Store perspektiver

Transportsystemet skal ifølge planen bestå af et antal køretøjer med kapacitet på ti personer i hver. De skal køre på el på et skinnesystem, men køretøjerne vil også kunne køre et antal kilometer på almindelig vej, inden de skal tilbage på skinnerne for at lade op.
Det gør eksempelvis skinnebusserne meget velegnede til at forbinde stationer med boligområder og uddannelsesområder som Campus Køge. Dermed kan de være med til at gøre offentlig transport mere attraktiv og således være med til at flytte pendlere fra Køge Bugt Motorvejen til offentlig transport på længere sigt - afhængig af hvor udbygget systemet bliver. Ifølge Køge Jobs & Society Forening har Movia ikke været afvisende i forhold til at lade deres billetsystem omfatte det nye transportsystem.
Endnu mangler der dog flere afgørende skridt i processen, inden det nye trafiksystem kan etableres. Ikke mindst er det naturligvis centralt for det konkrete projekt, at økonomien kommer på plads. Den aktuelle vurdering er, at det vil koste omkring 150 millioner kroner at etablere forbindelse mellem Køge Nord Station og Campus Køge.
Ifølge Køge Jobs & Society Forening arbejder man frem mod en indvielse 1. december 2018 samtidig med Køge Nord Station.