Elever lærer tysk med rockkoncert
Tyskfaget er mere end regler og grammatik. Til sproget knytter der sig også en særlig kultur som 1.300 fynske gymnasieelever nu smager nærmere på til rockkoncert på musikhuset Posten i Odense.
Mandag 10. oktober rykker Odense Studentereksamen sammen med Nordfyns Gymnasium tyskundervisningen fra klasselokalerne og ned på musikhuset Posten for sammen at opleve rockbandet Das Affentheater.
Das Affentheater slår et slag for det tyske sprog og den tyske kultur i medrivende skolekoncerter. Sangene er udvalgt i samarbejde med musikere og tysklærere, så teksterne kan danne baggrund for undervisningen op til koncerten.
Den rutinerede trio spiller værker af Rammstein, Kraftwerk, Goethe, Die Toten Hosen, David Bowie og Nena.
”Vi har fået så mange tilmeldinger, at vi blev nødt til at arrangere to koncerter samme dag. Posten kan simpelthen ikke rumme os alle på én gang,” fortæller Anders Kjeldvig, tysklærer på Mulernes Legatskole og medinitiativtager til arrangementet.