Samkørsel og P-afgift
Lis Ravn Ebbesen, gruppeformand SF, Lindealle 18, 6000 Kolding. Samarbejde sikrer miljørigtige løsninger. På Kolding Kommunes hjemmeside kan man læse, at der nu indføres 10 parkeringspladser i Kolding midtby, der bliver reserveret til bilister, der kører sammen. Nem og gratis parkering skal gøre det lidt mere attraktivt for især pendlere at køre sammen i stedet for i hver sin bil. Det var et af SFs høringssvar til den såkaldte “ mobilitetsplan” . SFs ønskede: ekstra og bredere handicap p-pladser, bedre sammenhæng mellem tog og bybusser og flere el-stik og cykelpumpe stationer til cyklister. Ønsker, der blev et fælles politisk mål. Derudover foreslog SF forsøg med nedsat P-afgift ved samkørsel. SF forslag lød: “muligheden for at give rabat ved samkørsel undersøges. Kunne der udvikles et ”Park Park” lignende system, hvor flere ansatte var koblet på i lighed med flere nummerplader ?” Det er nu en realitet, endda helt gratis. SF vil gerne takke vore kollegaer i udvalgene i by og udvikling for lydhørhed. For SF tæller resultaterne langt mere end rundkredssamtaler om en bedre verden. Med politiske dagsordener og samarbejde sikrer SF Kolding Kommunes grønne image til gavn for miljøet.