Store premieretæsk til Køge Håndbold
Køge Håndbold indledte sæsonen i 2. division med et smerteligt stort nederlag mod FIF
Køge Håndbold fik en forfærdelig start på den nye sæson i 2. division, da holdet i weekenden tabte med 13-30 på hjemmebane mod FIF. Kampen blev spillet i Herfølgehallen, hvor hjemmeholdet altså ikke fik et ben til jorden.
Køge Håndbold må dog trøste sig med, at FIF formentlig bliver et af topholdene i rækken i år. Holdet har mange spillere med erfaring på højt plan, og der var i hvert fald aldrig tvivl om resultatet i premiererunden mod Køge.
FIF tog føringen fra starten i opgøret, og pausestillingen var 8-15 efter en halvleg, hvor ikke ret meget fungerede for Køge.
"FIF var godt forberedt, og de ramte os hårdt. For hver fejl vi lavede, straffede de os. Vi formåede ikke at presse dem, og vi fik for første gang en rigtig skidt start. FIF sad på spillet og kom til den ene store chance efter den anden. Efter 20 minutter havde vi kun formået at score fire gange, hvor FIF havde scoret 13 gange," lyder vurderingen fra Køgelejren.
Efter pausen fortsatte de uprovokerede fejl fra Køge Håndbold-spillerne, og derfor endte det med det smertelige nederlag på 17 mål, og den vel nok værst tænkelige start på sæsonen.
Køge Håndbold møder i anden rundt sent torsdag aften Rødovre på udebane, mens næste hjemmekamp er i Køge Hallerne fredag 7. oktober klokken 19 mod TMS Ringsted.