Fortsæt til indhold

VM bronze til Sofie Berggreen i Peru

Arkiv
Rune Weitling

Det er en bedrift af de helt store, som den unge taekwondo kæmper Sofie Berggreen har bedrevet.

Den blot 19-årige atlet har nemlig i weekenden vundet bronze ved VM Teknik i Peru, og det er altså bare kæmpe stort, hvis man skulle være i tvivl.
Den meget ambitiøse pige fra Esbjerg Taekwondo Klub, som ved sin debut ved EM i Serbien i 2015 fik to bronzemedaljer, og ellers siden da er braget igennem ved store, internationale stævner, fik ved VM i Peru natten til lørdag sit livs oplevelse. Sammen med sit team var hun således med til at hjembringe en fantastisk VM bronzemedalje til Danmark og til Esbjerg.

Alle idrætsudøvere drømmer naturligvis om en medalje ved et VM, og når det så lykkes, bliver der grædt, hujet og råbt af glæde. Stoltheden er enorm. Det var da også den følelse, som Sofie stod med natten til lørdag. Lykkelig. Stolt. Glad. Nærmest overlykkelig.

"At stå her med en medalje om halsen blandt verdens bedste - og så helt ovre på den anden side af kloden...det er en helt ubeskrivelig følelse," skrev hun hjem.