Gravemaskinetyve hos Øbakke
Enterprenørmaterielforhandler Øbakke på Københavnsvej har i weekenden haft besøg af en bande velorganiserede tyve, der stjal otte gravemaskiner til en samlet værdi af mellem 3,5 millioner og 4 millioner kroner.
- Tyvene har haft to til tre lastvogne med, ellers kunne de ikke få gravemaskinerne med, siger Hans Øbakke, der er ejer af firmaet.
- Samtidig har de vidst, hvad de er kommet efter. Tyvene har fundet frem til de gravemaskiner, vi lige har fået leveret og endnu ikke har fået mærket på nogen måde.
Hans Øbakke kan også se, at tyvene har brugt lastbiler med pressening over ladet, da der er skrabet noget af en pressening af.
- Jeg er bange for, at gravemaskinerne er langt fra Danmark nu, siger han.
- De er nok i Rumænien eller Bulgarien. Det er efterhånden de eneste lande i Europa, hvor der ikke er kommet ordentlige forhold endnu.
Tyvene har været godt orienteret om forholdene på Øbakkes plads, da stedet er godt sikret med jævnlige kontrol af vagter.
- Vi har ellers øget sikkerheden, efter vi havde besøg af tyve, for ikke så lang tid siden, der stjal nogle af de små maskiner. Nu øger vi sikkerheden mere, siger Hans Øbakke.
Tyvene er kommet ind på bagsiden af virksomhedens grund ved at skære låse og en port op med vinkelslibere. Det er sket fra fyraften fredag 23. september til lørdag morgen 24. september. Har man bemærket nogen form for usædvanlig aktivitet i området, vil politiet gerne have et tip på telefon 114.