Fortsæt til indhold

Koldinghus genopliver 400 år gammel orden

Ridderorden får nyt liv med rollespil og aktiviteter i efterårsferien

Arkiv
Arkiv

kultur Ridderordenen ”Den Væbnede Arm” blev uddelt af Christian 4. i december 1616 på Koldinghus. Danmark havde et par år forinden vundet et stort slag over arvefjenden Sverige i Kalmar-krigen, og det skulle fejres. Kongen inviterede derfor en masse adelsmænd til den største fest, der nogensinde er blevet holdt på Koldinghus. Omdrejningspunktet for festlighederne var den nystiftede ridderorden ”Den Væbnede Arm”. Kongen gav den til 12 tapre adelsmænd, der alle havde udvist mod og mandshjerte i kampen mod svenskerne. Ridderordenen kaldte han ”Den Væbnede Arm”. Ordnen blev kun uddelt denne ene gang, men sammen med over 60 udklædte aktører vil Koldinghus nu levendegøre ridderslagningen fra 1616. I efterårsferien vil slottet være omdrejningspunkt for en række ridderaktiviteter, der alle ender i audiens i den selvsamme sal, hvor Christian 4. slog de 12 adelsmænd til riddere. Der vil være mulighed for at sænke krigsskibe i springvandet, teste sin ridderform på en forhindringsbane, lave mad i feltkøkkenet eller lave sit eget skjold og rapir i ridderværkstedet. Man kan også opleve gøgl, dans og musik, klæde sig ud i renæssancedragter og høre fortællingen om lille hertug Ulriks opdragelse til ridder. Hver deltager vil derudover få sit helt personlige riddernavn, som vil blive opråbt af Kongen, når man går i audiens ved ham og bliver slået til ridder af ”Den Væbnede Arm”. Koldinghus præsenterede første gang Levende Historie i efterårsferien i 2005. Dengang var der kun 12 amatørskuespillere. I dag kan man møde over 60 udklædte aktører i renæssancedragter, skabt af Den Kongelige Systue på Koldinghus. Aktørerne er en blanding af frivillige fra Dronning Dorothea Teatret og Sct. Georgs Gilderne og professionelle fra blandt andet Historicum, musikerne Corde di Gioia fra Haderslev, fægtere fra The Armoury fra Stouby og historiefortælleren Lisbeth Weitemeyer fra Klar Scene. Det hele finder sted 17.-21. oktober, hver dag kl. 11-16 på Koldinghus, hvor alle er velkomne.logy