Lærlinge kæmper om finalen til DM i Skills
Regionens håndværker-elever dyster til DM i Skills i Kolding
Hvem er regionens bedste elever i fagene bygningssnedker, flisemurer, maler, murer, møbelsnedker, tømrer og VVS? Det bliver afgjort 5.-7. oktober, når Hansenberg i Kolding er vært for årets regionsmesterskaber i Skills. I alt 34 elever konkurrerer om at blive regionens repræsentant inden for deres respektive fag til DM i Skills, det store årlige
Danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelserne. DM i Skills er næste gang den 26.-28. januar 2017 i Gigantium, Aalborg.
De deltagende skoler sender de dygtigste elever inden for hvert fag. Eleverne klarer det særlig godt på uddannelsen, scorer gode karakterer og er bedømt af både deres praktikvirksomhed og af deres lærere som usædvanlig talentfulde.
Eleverne skal på tid løse en kompliceret opgave. Det kræver både motivation, gode evner og koncentration i en grad, så selv udlærte svende ville få sved på panden.
“Det har stor betydning for de unge, at de gennem træning til DM i Skills styrker deres kompetencer inden for deres fag. Skills viser det ypperste inden for erhvervsuddannelserne, som er det, virksomhederne efterspørger,” siger Gitte Lykkehus, vicedirektør på Hansenberg, i en pressemeddelelse.logy