Nyindkøbt maskine støvsuger affaldet op
Hverdagen er blevet noget lettere for Ove Petersen fra Aabenraa Kommune, som har til opgave at holde midtbyen og Strandpromenaden ren for affald.
Aabenraa Kommune har nemlig som den første kommune købt en såkaldt Glutton-stovsuger, der - som navnet antyder - kan støvsuge affaldet op.
“Det har været en udfordrende opgave at få samlet for eksempel cigaretskodder og ituslået glas op med de midler, vi før havde til rådighed. Med støvsugeren kommer vi helt i bund,” forklarer områdeleder fra Entreprenørgården, Frank Hansen.
Også Ove Petersen er rigtig glad.
“Man kunne godt få ondt af at gå rundt og samle op med en napper. Nu går det hurtigere. Men jeg får også gået nogle skridt hver dag. Jeg tror, jeg når op omkring de ti kilometer,” fortæller Ove Petersen, som er godt tilfreds med sit nye arbejdsredskab.
Stadig nyt i Danmark
Bag maskinen står firmaet KJ Supply, der har sørget for at Glutton Støvsugeren nu er tilgængelig i Danmark.
“Aabenraa Kommune var den første kommune, der købte maskinen tilbage i juli. Men lige efter kom Albertslund, og maskinerne kører i mere end 5000 byer på verdensplan, så vi har store forventninger til den,” forklarer Martin Rauff Dahl KJ Supply.
Selvom alle parter altså er glade for den nye maskine, så er der dog én ting, der kunne gøre alle endnu gladere.
“Vi kunne selvfølgelig håbe, at folk efterhånden blev lidt bedre til helt at lade være med at smide affaldet i første omgang,” slutter Frank Hansen.