Stædig og sen succes
Roskildes kult-forlægger Arild Batzer runder de 70 år
Stædig tro på at gøre det rigtige gav til sidst en sen og fortjent succes til Roskildes kult-forlægger Arild Batzer, der nu runder de 70 år mandag den 3. oktober.
På loftet i det lille beskedne hus i Ringstedgade sidder manden med sine vindere af tre nobelpriser siden 2002 og tre vindere af Nordisk Litteraturpris indenfor de sidste seks år.
Samt ikke mindst oversættelser af den norske succes-forfatter Per Petterson, der for alvor begyndte at give overskud ligesom Tomas Espedal og islændingen Jón Kalman Stefánsson.
Arild Batzer har fulgt en opskrift om at udgive og oversætte bøger, som han selv vil læse: 'At udgive bøger med hjertet', som han kalder det.
Men faktisk er det hans ikke-kommercielle tilgang, der til sidst gav ham økonomisk succes, fordi han havde en særlig evne til at finde kvalitets-forfattere og udgive dem på dansk - enten i egen eller andres oversættelse.
I mange år har han nærmest levet på en sten for at kunne opfylde sin drøm, men i de sidste 10 år fik han sammen med gode hjælpere fået opbygget et forlag, der nu er blevet kult og et helt brand for sig selv:
- Jeg har opdaget, at alle bøger fra dette forlag er gode. Så hvis jeg virkelig skal nyde det, snupper jeg en Batzer-bog, skrev en af Politikens anmeldere på et tidspunkt.
Politisk flygtning
Første gang jeg mødte Arild Batzer var i 1978, da jeg netop var begyndt som ny journalist på Roskilde Tidende i St. Gråbrødrestræde, mens han var ankermand i Roskilde Bogcafé, der holdt til rundt om hjørnet i Lille Gråbrødrestræde overfor Magnilds daværende gardinbutik.
Han var sjov at gå ind og snakke med og havde et stort engagement både i bøgerne, hele kulturlivet og samfundets udvikling.
Blandt andet introducerede han mig til de to skrappe norske forfattere Jon Michelet og Dag Solstad, som jeg siden har fulgt og læst med stor fornøjelse.
At han i det hele taget kom fra sin norske hjemby Skien, sydvest for Oslo og til Roskilde fortæller også meget om det principfaste menneske Arild Batzer, der tidligt studerede Søren Kierkegaard og filosofi og eksistensialisme.
Norsk poltisk flygtning
Den unge Batzer nægtede at være militærnægter og blev derfor sendt på straffearbejde ude på en ø i 16 måneder.
- Men det var for idiotisk, så jeg flygtede gemt på bunden af et folkevognsrugbrød, har han fortalt. Jeg er nok den eneste politiske flygtning i Danmark i dag fra Norge, siger han med et smil.
Flugten var dog ikke mere spontan, end at han i forvejen havde sendt sine mest elskede bøger til Danmark, fordi han inden havde mødt en dansk pige i Oslo.
Gennem årene har jeg ofte mødt Arild rundt om i Roskilde og talt med ham. Det er altid en fornøjelse, fordi han er et venligt og gennemkultiveret menneske.
Selvfølgelig lever han i et særligt univers med alle sine bøger, men han kan fortælle så godt om dem og deres forfattere, at det altid er både interessant og en fornøjelse at høre på.