Fortsæt til indhold

Flygtninge til Sankt Hans giver plads til andre boligløse

Roskildes ‘integrations-minister’ Bent Jørgensen forbereder nyt forslag

Arkiv
Arkiv

Når de 300 asylsygere snart forlader deres midlertidige boliger på den tomme del af Sankt Hans, kan det give plads til flygtninge, der allerede har fået opholdstilladelse. På den måde bliver det også lettere at skaffe andre boligløse et sted at være. Sådan lyder tanken det forslag som Bent Jørgensen (V) nu vil arbejde for i sin egenskab af lokal 'flygtninge- og integrationsminister' i kraft af sin post som formand for Roskildes Beskæftigelses- og Socialudvalg, der nu behandler sagen. I første omgang skal Roskilde prøve at få en lejekontrakt med Region Hovedstaden, der i den vestlige del af Sankt Hans ejer de fredede bygninger, som i flere år ikke har været brugt til psykiatrisk hospital. - Nu har vi en oplagt mulighed for at få en langvarig og tiltrængt løsning på udfordringen med at indkvartere flygtninge, som loven kræver - samtidig med, at vi kan lette presset kraftigt på Akutlisten for alle de øvrige, der står og mangler bolig, forklarer Bent Jørgensen. Hidtil har der i bygningerne omkring Bindesbølles gamle kurhus været plads til 350 asylansøgere. Så mange flygtninge, der skal blive i landet, kan ikke rykke ind. Men bare halvdelen vil også hjælpe gevaldigt.

Ny fordeling

I øjeblikket har Roskilde en politisk beslutning om, at boliger på akutventelisten fordeles med halvt af hver til henholdsvis flygtninge med opholdstilladelse og andre borgere på ventelisten. Med mange nye boliger i Sankt Hans, mener Bent Jørgensen, det er muligt at ændre på denne fordeling, sådan at 75 procent af de fremskaffede boliger går til øvrige borgere. - I øjeblikket vil det også hjælpe, når der er en risiko for, at borgere, som berøres af kontanthjælpsloftet, får brug for en bolig gennem kommunen, forklarer Bent Jørgensen. Endelig vil det betyde, at Roskilde kan slippe for at købe lige så mange parcelhuse op for at klare presset med at skaffe boliger til flygtninge, sådan som det er sket indtil nu. - Hvis vi får mulighed for at bruge Sankt Hans vil det derfor kunne løse flere problemer for kommunen på én gang og være til stor fordel for Roskildes boligløse - både flygtninge med ophold og andre borgere, konkluderer Bent Jørgensen. tk