Et boost i Bøgeskov
Ny forening skal fremme det lokale aktivitetsmiljø i Bøgeskov
Forening Bøgeskov har fået en ny forening, der forener aktiviteter, som normalt ikke hører sammen. EKB, hedder foreningen, det står for E-sports- og Kulturforeningen Bøgeskov. Her er der plads til alle, hvad enten du vil spille computer, dart, billard eller noget helt fjerde.
“Vi vil give folk nogle gode, spændende rammer, hvor de kan indgå i et fællesskab. I EKB kan de være en del af foreningslivet i Bøgeskov - på tværs af alder og køn,” fortæller pædagogisk konsulent Kim Meier, formand i EKB.
150 kroner
Prisen er lav. For 150 kroner i kvartalet må man benytte sig af alle aktiviteterne.
“Vi kører E-sport og dart tirsdag og torsdag, men EKB's aktiviteter omfatter meget mere i løbet af ugen. Vi spiller for eksempel fodboldpool på vores nye bane og prøver kræfter med klatrevæggen. Der er også billard og petanque - og freesbee-golf,” siger Kim Meier, der opfordrer alle unge og ældre, som måske ikke tidligere har tænkt foreningsidræt, til at melde sig ind.
“EKB handler også om at trække folk til hallen. Der er jo et fantastisk mødested. I øvrigt tror jeg, at det er nødvendigt at lave en sådan 'multiarena', hvor man er sammen om forskellige aktiviteter. Mange klasser er delt op i grupper, hvor nogle spiller fodbold og andre spiller computer. Hos os er man sammen på tværs. Det er sundt med socialt samvær, og EKB skaber rammerne,” siger formanden.
Forældre er naturligvis velkomne til at bakke op. Der er altid brug for et igangsættere og et vist opsyn.
“Og har man gode, skøre idéer skal man bare sige til. Vi kan ikke få aktiviteter nok, så vil man for eksempel starte fjernstyrede modelbiler op - eller noget helt andet, er vi åbne for det,” siger Kim Meier.
Undervisning
E-sport boomer, og derfor er EKB også på banen med et undervisningstilbud.
“Her bliver man undervist af en professionel e-sportsinstruktør. Mandag er for de øvede og onsdag er for nye spillere. Hvis man vil noget med e-sport, altså spille på et højere niveau, er undervisning nødvendig. Der indgår blandt andet kostvejledning, for ingen kan præstere gode resultater på chips og cola. Fysisk træning, teambuilding og socialt samvær er også en del af undervisningen,” lyder det fra formanden for EKB, der samarbejder med Steelseries, en 'storspiller inden for gaming-industrien.
Deltagelse i undervisning koster 550 kroner i kvartalet. Prisen dækker over en ugentlig undervisningsaften samt medlemskab af EKB.
Dartaktiviteterne i EKB er organiseret under Dansk Dart Union, og medlemmerne vil derfor deltage i den lokale turneringsplan.
EKB har etableret tre baner, som er godkendt til turneringsbrug af DDU.
“Målet er at kvalificere sig gennem den lokale turnering, så vi kan være med i både regionale og landsdækkende konkurrencer.”