Byens PlankeVærker bliver til et levende hegn
Et kunstværk skal pryde hjørnet af Skamlingvejen og Østerbrogade
Det bliver to nyuddannede illustratorer fra Designskolen Kolding, der skal i gang med den store opgave at udsmykke plankeværket omkring byggeriet af de to finanshuse i Design City.
Kunstværket, der kommer til at pryde hjørnet af Skamlingvejen og Østerbrogade, har fået arbejdstitlen 'Det levende hegn'. Bag værket står designduoen Frederikke Udesen-Hansen og Georgina Terragni, som selvsagt begge glæder sig over, at de og deres kunstværk er valgt til opgaven.
“Vi flyttede begge til Kolding i forbindelse med studiet og blev positivt overraskede over den store variation af naturskønne områder, som omgiver byen. Den skønhed ønsker vi at bringe ind til Kolding by. Motivmæssigt vil vi derfor sætte fokus på den nære natur – nemlig Koldings plante og dyreliv, der kan være en kontrast til det travle byliv,” fortæller Frederikke Udesen-Hansen om 'Det levende hegn' i en pressemeddelelse.
Det er Kolding Kommune, der står bag kunstprojektet i samarbejde med Bjert Invest, Sydbank og Danske Bank og byggefirmaet KPC.
“Vi er positivt overrasket over de mange flotte forslag, der er strømmet ind og interessen for plankeværket. Derfor har det også været svært at vælge,” siger stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen.logy