Verden ifølge Villy
Tidligere udenrigsminister Villy Søvndal kigger forbi på slottet i Gram
Tirsdag 11. oktober klokken 18.30 lægger tidligere udenrigsminister, Villy Søvndal, vejen forbi Gram Slot i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog, “Med håbet som drivkraft”. Bogen er et opgør med de mange udmeldinger om, at det går skidt i verden. At krig, nød og elendighed florerer mere end tidligere tider. Villy Søvndal mener det stik modsatte.
“Vi lever formentlig i den længste fremgangsperiode i menneskehedens historie. Ser vi på hvor mange mennesker, der er løftet ud af fattigdom, og hvor mange mennesker, der på verdensplan får mulighed for at tage en uddannelse, så ser verden noget mere positiv ud, end det billede medierne giver. Det er de mere fremadskuende aspekter, jeg gerne vil have frem i den offentlige debat også. Så mit bidrag med denne bog er at nuancere billedet af, hvordan det står til på den globale scene,” fortæller den tidligere minister og SF formand.
I kraft af sin udenrigsministerpost fra 2011 - 2013 har Villy Søvndal et godt grundlag for sine synspunkter, der kommer til udtryk i bogen:
“Som udenrigsminister får du set det meste af verden og får et indgående indblik i de, ofte komplekse, problematikker, der rører sig i verden, og som involverer mange forskellige nationer. Men man får også set alle de fremskridt og positive tiltag, der foregår,” fortæller Søvndal.
Udover at bogen er skrevet af en mand, der har det store helikopterperspektiv, er bogen også en blanding af personlige oplevelser og fortællinger fra en opvækst i Vestjylland over byrådet i Kolding og videre til Folketinget.
Svend Brodersen, der lægger hus til Villy Søvndals foredrag på Gram Slot, er glad for, at det netop er Gram, Villy Søvndal har valgt at besøge:
“Vi har jo siddet i Kolding Byråd begge to. Ganske vist med hver sin partifarve, men det spiller jo ingen rolle i forhold til, hvilke briller det er, vi gerne vil se verden med. Derfor falder Villys optimistiske syn godt i tråd med den tilgang, vi selv har her i Gram. At det betaler sig at se lyst på tingene frem for at se begrænsninger. Det er på den måde, vi får rykket verden i den rigtige retning,” mener Svend Brodersen.
Arrangementet foregår i Den Holstenske Lade på Gram Slot tirsdag den 11. oktober kl. 18.30.