Offer for succes
Per Henrik Brask fyret fra Danmarks Cykle Union
Roskildemanden og cykelentusiasten Per Henrik Brask nåede kun at sidde i Danmarks Cykle Unions (DCU) direktørstol i et år.
- Da jeg begyndte som direktør, havde jeg regnet med, at jeg skulle udvikle DCU, siger Per Henrik Brask.
- Men jeg overtog et specialforbund i økonomisk krise, som jeg har brugt kræfterne på at få på ret køl. Det er lykkedes og forbundet er kommet på det rette spor igen.
- Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle bruge et år på at få vendt udviklingen.
- Det er lykkedes. Nu har bestyrelsen valgt, at nytænke den administrative og sportslige ledelse af DCU, som jeg er ikke en del af, siger Per Henrik Brask.
- Fyringen skyldes ikke, at der er rod i økonomien, det var der indtil jeg overtog direktørposten. Nu er DCU på rette vej, siger den forhenværende direktør.
Per Henrik Brask ved endnu ikke, hvad han skal arbejde med i fremtiden.
- Det her er så nyt, så jeg har ikke nået at finde ud af, hvad jeg skal beskæftige mig med. Men det er jo ikke første gang i historien, at en direktør er blevet opsagt.
Direktørjobbet er ikke Per Henrik Brasks eneste beskæftigelse, han er også en flittig forfatter af bøger om cykling og andre sportsgrene.
- Jeg har en bog på vej om cykeltræning. Den var faktisk klar for lang tid siden, men først skulle jeg sikre mig, at træningsformen passede med det officielle for DCU, da folk ikke ved om jeg skrev som privatmand eller DCU-direktør, siger Per Henrik Brask.
- I mellemtiden blev forlaget opkøbt af Gyldendal, der satte alle det opkøbte forlags planlagte udgivelser på pause. Nu regner jeg med at bogen kommer til foråret.