Bigband fra Ribe rykker ud til brandstationen
Kulturnatten bliver med Big Band Ribe for fuld udrykning
Traditionen tro er Big Band Ribe klar med en koncert i byens flotte brandstation under Kulturnatten, søndag 16. oktober.
Igennem mange år har koncerter under Ribe Kulturnat fungeret som et godt trækplaster for både dem der er vilde med bigbandjazz og dem der trænger til et lille frikvarter fra nattens mange tilbud.
Big Band Ribe vil divertere øregangene med Count Basie og Frank Sinatra inspireret jazz for bigbands, dog kan der snige sig et Quincy Jones nummer ind hist og her.
I brandstationen er der indrettet en hyggelig cafe med udskænkning af vand, øl og vin ved små runde borde, ligesom der her kan købes armbånd til alle nattens aktiviteter.
Bandet stiller i stærkeste opstilling og glæder sig igen til at spille på “hjemmebanen”.
I spidsen for løjerne står bandets mangeårige dirigent, Martin Folmer.
Så hvis man bliver kold “udenfor” kan man lige smutte “indenfor” og varme sig til sprællevende jazztoner.
Der spilles tre sæt kl. ca. 19.30, 20.15 og 21.00.
logy