Kjøge Mini-By har åbent hele efterårsferien
Man kan besøge den lille, hyggelige by i hele efterårsferien
Kjøge Mini-By kan se tilbage på en fin sæson fra åbningen 1. maj til 30. september, men for de der ikke nåede at besøge det hyggelige anlæg Strandvejen 101 i Køge, er der endnu en mulighed i år, idet der som sædvanlig er åbent i efterårsferien.
Mini-byen har lige haft 14 lukkedage, men fra lørdag 15. til søndag 23. oktober er der åbent hver dag kl. 10.00-16.00, og der er meget nyt at se på, idet der efter 1. oktober er sat otte nye huse ud. Hus nr. 500 blev sat på plads på åbningsdagen 1. maj. Det var Steens Boder på Fændediget. Nu er også Fændediget 4 og 6 kommet på plads, det er det gamle garveri, med en flot lille vindmølle på taget. I alt er der nu 522 bygninger sat ud, blandt disse også Nørregade 9, 11 og 13 med bagbygninger.
Som nævnt har det været en fin sæson for Mini-Byen trods noget skiftende vejr. Alene i juli var der over 3500 besøgende.
Kjøge Mini-By havde forleden dag også et spændende besøg af en ældre Køge-borger, der mødte frem og spurgte efter en bestemt medarbejder, der dog ikke var til stede, men hurtigt blev tilkaldt. Den søde dame havde en kuvert med et pænt pengebeløb som en gave til projektet. Gavegiveren ønsker at være anonym, men det er en pæn tanke og en flot gestus til det arbejde, der bliver udført af alle de frivillige med et opføre Kjøge Mini-By, som Køge så ud i 1865.