Fortsæt til indhold

“Vi mærkede, at alle bakkede op”

Kent Nielsen storroser klubbens fans efter massiv støtte

Arkiv
Emil Hermann

En stor gruppe OB-fans stod skulder ved skulder og sang så højt til OB-spillerne ved deres ankomst, at glasruderne vibrerede på fronten af indgangen til Trefor Park.
Denne scene udspillede sig cirka to timer inden fredagens bundbrag på Trefor Park, hvor OB senere på aftenen tilkæmpede sig klubbens anden sejr i 12. spillerunde.
En livsvigtig en af slagsen. For Kent Nielsen var det dog ikke kun en livsvigtig skalp. For cheftræneren var det også en helt speciel oplevelse at mærke den usædvanlige støtte, som omgivelserne gav OB både før og under kampen.
“Jeg har været træner i klubben i lidt over et år og har oplevet ret meget. Men jeg følte virkelig, at fansene, sponsorerne og andre tilskuere gjorde sig en ekstra anstrengelse under den her kamp. Det var lige, hvad spillerne og klubben havde brug for,” fortæller Kent Nielsen.

Fælles hjælp er vejen

Cheftræneren forstår godt, hvorfor fansene har været sure og frustrerede efter klubbens dårlige resultater. Men Kent Nielsen håber, at støtten fra AGF-kampen kan fortsætte fremover.
“Jeg håber, at vi kan finde sammen, så vi ved fælles hjælp kan opnå endnu bedre resultater,” siger Kent Nielsen, der samtidig understreger, at klubben også vil forsøge at komme tættere på fansene.
“Vi havde blandt andet Rasmus Festersen og El Makrini placeret på tribunen under AGF-kampen for at signalere denne åbenhed og respekt for vores fans.”
Kent Nielsen fastslår, at alle interesserede omkring OB er hjertens velkomne til at kigge forbi træningsanlægget i Ådalen. Også selvom klubben er i en vanskelig situation som lige nu.
“Vi vil gerne tale med jer efter træning og skrive på trøjer. I er altid meget velkomne,” siger han.

Tanker overskud op

Efter en grim stime på seks nederlag i træk kom OB endelig tilbage på sejrssporet. Det betyder meget for spillernes overskud, fortæller Kent Nielsen.
“Der er ingen tvivl om, at når et hold har tabt seks kampe i streg, så begynder det at tære meget kraftigt på overskuddet. Det kan almindelige mennesker med modgang på arbejdsmarkedet nikke genkendende til. I vores verden handler det om point, når du får dem, så fylder du benzin på dit overskud. Nu har vi fået én sejr, og det skal vi bygge videre på,” forklarer Kent Nielsen.
OB spiller først næste søndag igen, hvor det gælder Randers på udebane.
“Vi har respekt for deres resultater, men ligesom mod BIF og FCK, hvor vi skabte flere gode målchancer, så tror vi på, at vi kan få point,” siger Kent Nielsen.