Guld til Tinglev-ryttere
Tinglev Rideklub tog guld ved sydjysk mesterskab i ridebanespringning for hold
Billund Rideklub dannede rammen for afholdelse af sydjysk mesterskab for hold 2016, og endnu engang blev ryttere fra Tinglev Rideklub sydjysk mester.
I alt seks hold fra hele Sønderjylland kom til start. Tinglev Rideklubs hold bestod af ekvipagerne Rikke Enemark på Contino, Nadia Vinter på Lady Luna, Line Hansen på 7 årige Crokus V og Johanna Gallus på 6 årige Heart Beat`s Brakeout.
Færrest fejl tæller
Vinderne af Sydjysk Mesterskab findes efter to gennemridninger af springbanen. De tre ryttere med færrest fejl per hold tæller med. Holdet med det samlede færrest antal fejl vinder. Der var spænding til det sidste, da en af rytterne fra et konkurrerende hold rev en bom ned på banens sidste forhindring.
Sidste år red et hold fra Tinglev Rideklub sig til en 3. plads ved sydjysk mesterskab i spring for hold, ligesom to af holdets ryttere blev hhv. nr. 1 og 2 ved de individuelle konkurrencer i springning for heste ved sydjysk mesterskab tidligere i år.
Støtte til pigerne
”Tænk at vi i Tinglev Rideklub kan klare os i konkurrencen mod rideklubber med væsentlig mere fokus på konkurrenceryttere. Af en eller anden årsag er det svært at få ryttere til at starte ved springstævner i Sønderjylland, så derfor har rideklubben støttet pigerne sammen med sponsorerne Drøhse snedker- og tømmerforretning og Almind Horsware, så de har kunne deltage i mesterskabet,” siger en stolt formand for Tinglev Rideklub, Holger Holm.