Tænk på trafikken ved Røde Port
Roskilde har alle tiders chance for at blive til en endnu mere spændende handels- og oplevelsesby, når det store projekt Røde Port står færdigt. Projektet, der i kommunens planer er kaldt Ny Østergade-projektet, har været længe undervejs og har siden den første model antaget et mindre omfang.
Hovedelementerne er imidlertid de samme. Mange nye boliger, et hotel, butikker – også i den store størrelse – og en central placering op og ned af selve stationen. Dertil kommer et meget stort antal p-pladser, gode muligheder for cykelparkering og en sammenbinding af området nord og syd for banelegemet. Det sidste lader sig gøre takket være en luftig passage under jernbanesporene i forlængelse af henholdsvis Køgevej og Hersegade.
For Roskilde Handels medlemmer er det helt afgørende, at byggeriet kommer til at supplere den nuværende handelsby. Jeg noterer med tilfredshed, at netop samspillet mellem hovedstrøget og det nye strøg i Røde Port projektet er blevet prioriteret i arbejdet op til den endelige udpegning af vinderprojektet. Alt er tabt, hvis et nyt handelsstrøg udpiner det nuværende strøg, som udgøres af Algade, Skomagergade og Støden med tilhørende sidegader og pladser.
Roskilde Handel går ind til den offentlige høringsproces med det positive udgangspunkt, at vi skal styrke Roskilde, og at vi skal tænke på, hvordan vi kan tiltrække nye handlende fra omkringliggende byer som Holbæk, Frederikssund, Taastrup, Køge og Ringsted. Roskilde er allerede i dag den største handelsby på Sjælland uden for København, og hvis det nye byggeri bliver sat fornuftigt sammen, kan Roskilde med endnu større styrke tiltrække kunder udefra.
Trafikken
Det ligger uden for enhver tvivl, at det store byggeprojekt kommer til at sætte sit trafikale præg på bymidten og indfaldsvejene i mange år. Det vil også være sådan, at det færdige projekt kommer til at trække mange bilister til, og at Roskilde derfor vil opleve et permanent forøget pres på trafikårerne.
For ikke længe siden afsluttede vi to års renovering af Stændertorvet og de tilstødende gader. Det var to udfordrende og frustrerende år for Roskildes handel, fordi mange kunder valgte at køre andre steder hen og placere deres indkøb. I disse uger afsluttes et halvt års omfattende gravearbejde i Støden. Nye fjernvarmerør, nyt fortov og cykelsti på en del af strækningen er resultatet af byggearbejdet, og det bliver bestemt flot. Men de seks måneder har også været særdeles udfordrende for de handlende i Støden.
Det koster
Jeg er helt med på, at det koster besvær og penge at skabe udvikling, men lad os benytte Røde Port projektet til at lancere den hidtil smarteste måde at afvikle trafikken på – herunder sikre, at borgere og gæster udefra på en ukompliceret vis kan blive guidet rundt i vores by.
Det er derfor Roskilde Handels ønske, at der i forbindelse med projektet bliver etableret en særlig trafikgruppe, som skal sikre, at byen både fungerer under og efter det store byggeri. Der må være erfaringer fra ind- og udland, som det er muligt at trække på. Lad os bruge dem.
“Det er derfor Roskilde Handels ønske, at der i forbindelse med projektet (Røde Port) bliver etableret en særlig trafikgruppe, som skal sikre, at byen både fungerer under og efter det store byggeri.”