Mænd med kræft skal på lejr
Ny 'weekend-camp' for alle kræftramte mænd i Region Syddanmark
Jerry E. Zentio fra Fredericia har taget initiativ til et nyt arrangement: En oplevelsesrig weekend for kræftramte mænd i Region Syddanmark.
"Jeg har længe gået med en idé om at lave en Weekend-Camp for alle de mandegrupper, der efterhånden er blevet dannet i Region Syddanmark," siger Jerry E. Zentio, der blandt andet er stifter af Mænd med Kræft-Gruppen i Fredericia og Middelfart Mandeklub.
Initiativtageren oplyser, at weekendopholdet finder sted 14.-16. oktober, og det foregår på 'Daneborg' ved Juelsminde, som er ejet af FDF's 1. Kreds i Fredericia.
I løbet af weekenden vil specialister fortælle om det nyeste indenfor kræftbehandling.
"Det være sig både med indlæg omkring organ- og plastiskkirurgi, prostatakræft, onkologer, et yderst højaktuelt indlæg om fremtidens afløser for kemoterapien på - måske - alle kræftbehandlingsformer, immunterapi. Derudover kommer Henrik Kruse og fortæller, om de bøger han har skrevet om mænds måde at håndtere alvorlige kriser på - og forskellen på mænd og kvinders reaktion. Spændende indslag for vi mænd, der kæmper, eller har kæmpet mod kræften," siger Jerry E. Zentio.
Der er hyret en professionel kok til at forestå forplejningen hele weekenden.
"Vi har også planer om at lave lidt underholdning om aftenen, hvis økonomien tillader det, men første prioritet for Daneborg-Camp'en 2016 er, at skabe et arrangement, hvor der både er plads til munterhed og hygge og hvor fællesskabet og solidariteten kommer i højsædet."
Jerry E. Zentio er ikke ene om at arrangere 'Daneborg Camp'. Han har allieret sig med Kræftpatienternes Hus i Vejle, hvor Anette Hornemann repræsenterer Kræftens Bekæmpelse, ligesom den snart afgående leder af Kræftpatienternes Hus, Peter Borup Sørensen er med. Desuden er Hans Jørn Povlsen fra Mandegruppen i Horsens, Jens Jespersen fra Mænd med Kræft-Gruppen i Fredericia, Bjarne Havshøj fra Middelfart Mandeklub og Finn Petersen fra Mandegruppen i Vejle aktive og deltagere i arrangørgruppen.